SBS/CEO: I dialog med flere potentielle købere af Notox
28-03-11 kl. 28/3 2011 16:01 | Scandinavian Brake Systems 27,70 (+0,36%)
Bremseproducenten SBS har sat foden på speederen og styrer mod væsentlige resultatmæssige forbedringer i 2011. Det fortæller administrerende direktør i SBS, Hans Fuglgaard, til Ritzau Finans oven på selskabets årsregnskab, hvor det præsenterede et overskud for første gang siden 2006.
- Årsagen til fremgangen er for det første vores Notox-division, der i perioden 2006-2009 har haft en stor negativ indflydelse på det samlede resultat for koncernen. Den anden del er, at vi har fået sat turbo på at få udviklet forretningen. Der er tale om en massiv satsning, siger Hans Fuglgaard.
Notox-divisionen omfatter SBS' forretning med dieselpartikelfiltre. Og den forretning er aldrig blevet en guldfugl for SBS, som derfor har neddroslet den del af virksomheden og sat den til salg. Ifølge topchefen er salgsprocessen allerede godt i gang.
- Vi har sat virksomheden til salg, og vi har diskussioner omkring potentielle købere. Vi er i dialog, og jeg kan oplyse, at der er mere end en interesseret, fortæller Hans Fuglgaard.
Bremsevirksomhedens offentlige visioner har lydt på at opnå en førende position på det europæiske marked, men direktøren konstaterer, at selskabet er meget tæt på at nå helt i mål på den front. Derfor skal der nu satses på nye markeder.
- Når vi nu nærmer os vore mål i Europa, så må vi jo tage det globale ord i munden. Hele det amerikanske marked er for eksempel interessant, og der er ingen tvivl om, at der i Østen vil blive udviklet nogle spændende markeder. Samtidig skal vi øge vores andele på det østeuropæiske marked, siger direktøren.
Til at udvide forretningen har SBS indgået et joint venture med det store, tyske selskab FTE Automotiv. FTE Automotiv har en omsætning på over 3 mia. euro, beskæftiger omkring 3300 medarbejdere og skal altså sammen med danske SBS etablere en fælles renoveringsplatform i Slovakiet i foråret 2011.
- Med den aftale har vi sikret, at vi kan leve op til de høje forventninger til omsætningen i 2011, og der er dannet et solidt grundlag for fortsat fremgang, mener Hans Fuglgaard.
SBS venter en omsætning på 1,0-1,1 mia. kr. i 2011 og et overskud på 5-15 mio. kr.
Peder Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Scandinavian Brake Systems



