Vestas og Dong i samarbejde om test af V164 - 7.0 MW møllen
31-03-11 kl. 31/3 2011 07:14 | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%)
DONG Energy og Vestas har torsdag, dagen efter Vestas i London præsenterede sin nye offshoremølle, annonceret underskrivelsen af en hensigtserklæring vedrørende test af den nye V164-7.0 MW-vindmølle. Det oplyser Dong Energy.
Derudover er det intentionen, at en eller flere af V164-7.0 MW-vindmøllerne kan installeres på en af DONG Energy's testsites med henblik på forskning og demonstration.
- Dermed får Dong Energy potentielt mulighed for at blive den første kunde, der køber denne næste generations Vestas-mølle til et fremtidigt kommercielt offshore projekt, skriver Dong.
V164-7.0 MW-møllen er en havvindmølle designet specielt med tanke på de barske forhold i de nordeuropæiske vande.
- Det er også intentionen, at DONG Energy og Vestas undersøger muligheden for, at Vestas leverer et antal af V112-3.0 MW-møllen til DONG Energy's danske test site på land, Kappel, til forsknings- og demonstrations-formål, skriver Dong Energy og understreger, at opstilling af testmøller er et vigtigt skridt i kommercialiseringen af ny mølleteknologi til storskala havmølleparker.
Dong Energy har tidligere primært anvendt offshore-møller fra Siemens.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Vestas Wind Systems



