SBS: Kæmpe gæld efter satsning på partikelfiltre - avis
04-04-11 kl. 4/4 2011 05:49 | Scandinavian Brake Systems 27,70 (+0,36%)
Scandinavian Brake Systems (SBS) har opbygget en massiv gældspukkel efter en fejlslagen satsning på partikelfiltre til dieselbiler. Selskabet har forgæves forsøgt at sælge partikelfilterafdelingen Notox fra. Det skriver dagbladet Børsen.
Den øvrige forretning i SBS, der sælger bremsedele til biler og motorcykler, går godt, og omsætningen ventes at runde 1 mia. kr. i år. Den gældspukkel som det fejlslagne sats på Notox har skabt, truer imidlertid selskabet. SBS har fået lånekapital for 175 mio. kr. af Nordea og Danske Bank frem til 2012, og renteomkostningerne gør et stort indhug i selskabets overskud.
- Det er en stor satsning, der er glippet for dem, og som er endt med at bringe fundamentet under selskabets fremtid i fare, siger Peter Falk Sørensen, aktieanalytiker i Dansk Aktie Analyse.
SBS overtog Notox i 2006, men satsningen har ikke kunnet leve op til forventningerne. En kæmpeordre fra Korea blev aflyst og den danske afgift på udledning fra dieselbiler blev sat så lavt, at monteringen af filtrene ikke kunne betale sig.
Det er gået hårdt ud over SBS bundlinje. Notox gav i 2009 et tab på 374 mio. kr. og i 2010 gav afdelingen et underskud på 21 mio. kr.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Scandinavian Brake Systems



