Lån & Spar: Finansminister svarer igen på kritik - avis
07-04-11 kl. 7/4 2011 05:03 | Lån & Spar Bank 464,50 (+1,09%)
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) svarer igen på kritikken fra Lån & Spar Bank-økonom Kai Lindberg, der onsdag udtalte, at regeringen med vilje overdrev skønnet for det offentlige underskud. En sådan udtalelse er påfaldende, når man ser på, hvem formanden for Lån & Spar Bank er, mener Claus Hjort.
Det skriver Børsen torsdag.
- Jeg ved ikke, om det at Lån og Spar Bank nu så aktivt kaster sig ind i den politisk økonomiske diskussion i landet, ligesom afspejler, hvem der er formand og med i bestyrelsen i den her bank. For der kan jeg jo se, at der er forbløffende sammenfald med en række lønmodtagerorganisationer, som jo har kastet sig ud i et bevidst angreb på regeringen, udtaler finansministeren.
Han henviser dermed til Lån & Spar-formand Anders Bondo Christensens formandskab for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.
Men at Kai Lindberg har en politisk dagsorden i ærmet afvises blankt.
- Jeg har ikke drøftet det her med hverken bestyrelsen eller direktionen. Der er alene tale om en opfølgning på, at økonomien udvikler sig så markant anderledes end de skøn, som er blevet lagt frem. Det er rigtigt, at skønnene har en betydelig usikkerhed - med en fejlmargen på 12-15 mia. de sidste mange år. Det er helt naturligt. Men det sætter også den aktuelle, meget høje afvigelse i relief, udtaler Lindberg.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar