Banknordik/CEO: Amagerbanken skal være platform for vækst
16-05-11 kl. 16/5 2011 08:31 | Amagerbanken 5,00 (+3,52%)
Amagerbanken skal være Banknordiks spydspids ind i det københavnske bankmarked. Sådan lyder visionen fra Banknordiks administrerende direktør Janus Petersen, der har budt på de sunde dele af den krakkede københavnerbank.
- Det er en platform, og derfra vil vi have organisk vækst. Hvis vi ikke får den, så er det vores strategi at etablere os i københavnsområdet og også i Århus. Men selvfølgelig vil vi foretrække at etablere os ved opkøb, for det er hurtigere, siger Janus Petersen til Ritzau Finans.
Det er ikke første gang, Janus Petersen er på opkøbsjagt i Danmark. Sidste år købte den færøske Banknordik 12 filialer fra Sparbank, hvoraf de tre ligger i Grønland, mens resten er i Jylland. Før det forsøgte Banknordik sammen med Lån&Spar at købe Fionia Bank, der dog endte i favnen hos Nordea.
Men Amagerbanken repræsenterer en ny mulighed for et massivt indtog i Danmark for den færøske bank. Og Janus Petersen vurderer, at de aktiver, Finansiel Stabilitet har sat til salg, er attraktive for Banknordik.
- Her har vi en bank, der har privatkunder og små erhvervsvirksomheder og hovedsageligt små risici. Det passer rigtig godt strategisk til os. Det, der er tilbage, er en meget spredt portefølje med 80-90.000 kunder med små lån. Det er en meget interessant portefølje fra et kreditmæssigt synspunkt, siger Janus Petersen.
Han oplyser i øvrigt, at integrationen af de tilkøbte filialer fra Sparbank går efter planen.
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar