Danisco: Dupont får endelig accept til sit opkøb (NY)
16-05-11 kl. 16/5 2011 09:17 | Danisco A/S 700,50 (0,00%)
Amerikanske Dupont køber Danisco. Selskabet har fået tilsagn til sit forhøjede bud fra 92,2 pct. af aktionærerne og kan dermed gennemføre en tvangsindløsning af de resterende aktionærer. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
Dermed bliver der sat punktum for et langvarigt buddrama, hvor kapitalfonden Elliott International, som købte op undervejs og mod slutningen af tilbudsperioden ejede over 10 pct. af aktierne, må have accepteret buddet på 700 kr. pr. aktie.
Med aktionærernes accept til det forhøjede bud får bestyrelsen og ledelsen i Danisco det salg, de anbefalede allerede ved det oprindelige bud på 665 kr. pr. aktie.
- Vi er meget tilfredse med, at et overvældende flertal af Daniscos aktionærer har accepteret Duponts tilbud, og at de to selskaber nu kan gå videre fremad sammen, siger bestyrelsesformand Jørgen Tandrup i meddelelsen.
Dupont-topchef Ellen Kullmann glæder sig naturligvis også over, at Danisco endelig kan blive en del af selskabet efter fire måneders kamp.
- Vi er glade for, at købstilbuddet er lykkedes, og at vi kan gå videre med at integrere Danisco i DuPont. Daniscos attraktive specialfødevare- og fødevareingrediensvirksomhed og Genencors førende industrielle enzymer supplerer DuPonts eget produktudvalg inden for ernæring & sundhed og biovidenskab, siger Duponts bestyrelsesformand og administrerende direktør Ellen Kullman.
Betalingen til aktionærerne finder sted den 19. maj, og Dupont vil omgående starte tvangsindløsning af de resterende aktier.
Niels Overgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar