Aktier: Surt C20 efter græske gældsbekymringer
16-05-11 kl. 16/5 2011 11:13 | Danisco A/S 700,50 (0,00%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Lundbeck 371,10 (-2,24%) | Group 4 Securicor 24,50 (+1,24%)
De europæiske aktiemarkeder ligger mandag over middag med solide fald på 0,9-1,4 pct. efter fortsatte græske gældsbekymringer. C20-indekset følger efter med et tab på 1,3 pct. til 457,44. Danisco stiger efter Dupont har gennemført det længe ventede opkøb, og blandt sidepapirerne løftes Satair efter lanceringen af en langsigtet vækststrategi.
Danisco handles 1,1 pct. højere i kurs 700,5. Amerikanske Dupont køber Danisco. Selskabet har fået tilsagn til sit forhøjede bud fra 92,2 pct. af aktionærerne og kan dermed gennemføre en tvangsindløsning af de resterende aktionærer. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet. Dermed bliver der sat punktum for et langvarigt buddrama, hvor kapitalfonden Elliott International, som købte op undervejs og mod slutningen af tilbudsperioden ejede over 10 pct. af aktierne, må have accepteret buddet på 700 kr. pr. aktie. Ingredienskonkurrenten Chr. Hansen løftes 0,2 pct. til kurs 120,4.
Vestas taber 0,8 pct. til kurs 154,9. Den indiske vindmølleproducent Suzlon venter markant vækst i regnskabsåret 2011/12, hvor omsætningen ventes at vokse op til 45 pct., og driftsmarginen vil nå samme niveau, som kendes fra Vestas.
Danske Bank fortsætter de seneste dages negative tendens, og bank-aktien falder 2,1 pct. til kurs 107,9.
Lundbeck taber 1,9 pct. til kurs 133. Nordea Markets sænker anbefalingen af Lundbeck-aktierne til "hold", da aktierne, siden Nordea Markets i slutningen af februar genoptog dækning med anbefalingen "køb", er steget ca. 20 pct.
Yderligere har Lundbeck på årsmødet i American Psychiatric Association præsenteret nye data fra det afsluttende fase 3-program med lægemiddelkandidaten Lu AA21004 til behandling af depression.
- Data fra fase III studierne understøtter forsat Lu AA21004 som et multimodalt antidepressivt lægemiddel baseret på stoffets sikkerhed, behandlingseffekt såvel som tilbagefalds-forebyggende profil, siger Lundbecks udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen ifølge en meddelelse.
Satair ligger 5,4 pct. højere i kurs 451. Satair lancerer en vækststrategi for de kommende 3-5 år med navnet "Destination 2014".
- De finansielle mål for de kommende tre til fem år er: En gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 15-17 pct., før nye opkøb; en stigende EBITDA-margin til "niveauet 11 pct." i slutningen af perioden. En fri pengestrøm, før eventuelle opkøb, på minimum 30 mio. dollar årligt i slutningen af perioden samt et kapitalafkast, målt ved ROIC på minimum 18 pct. p.a. i slutningen af perioden, oplyser selskabet.
Neurosearch stiger 1,3 pct. til kurs 48,5. Biotekselskabet har forlænget forsknings- og udviklingssamarbejdet med det belgiske medicinalselskab Janssen Pharmaceutica frem til august 2013. De finansielle vilkår i aftalen involverede en forudbetaling til Neurosearch på 37 mio. kr. plus 74,4 mio. kr. fra salg af nye aktier til Janssen.
G4S taber 0,5 pct. til kurs 23,9. Bank of America sænker sin anbefaling på sikringskoncernen til "underperform" fra "køb".
IC Companys ligger 1,1 pct. højere i kurs 241,5. Salget i Hennes & Mauritz' mere end 2000 butikker steg mere end ventet i april. Der var ventet en stigning på 9,1 pct. hos analytikere adspurgt af SME Direkt, skriver nyhedsbureauet Direkt. H&M landede på en vækst på 11 pct. målt på "same store"-salg. Hennes & Mauritz stiger 0,7 pct.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar