BankNordik køber resterne af Amagerbanken
19-05-11 kl. 19/5 2011 05:01 | Amagerbanken 5,00 (+3,52%)
Amagerbanken får nu nyt liv. Eller rettere sagt resterne af den konkursramte bank gør. De sunde dele i banken er blevet købt af BankNordik, som er den førende bank på Færøerne og har dansk hovedsæde i Kolding. Prisen er 235 millioner kroner i netto-goodwill.
Salget betyder, at bankens omkring 92.000 kunder nu får en afklaring på deres fremtid.
Det er statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet, der sælger banken, som gik konkurs tidligere i år. En konkurs der betyder, at danske skatteborgere kom til at hænge på en regning på fem milliarder kroner.
BankNordik overtager udlån for cirka 4,5 milliarder kroner og indlån for cirka 5,3 milliarder kroner, oplyser Amagerbanken.
Salget medfører desuden, at en række filialer sammenlægges, således at bankens kunder fremover vil blive betjent fra i alt 10 filialer - ni i København og en enkelt i Aarhus.
- De gode, loyale Amagerbanken-kunder får et solidt nyt hjem i BankNordik. Jeg er tilfreds med hele forløbet og den proces, der har ledt til et salg af bankens sunde aktiviteter, siger Niels Heering, bestyrelsesformand i Amagerbanken.
Men selv om dele af bankens forretninger nu får en lykkelig udgang, er der stadig meget at skrive hjem om angående bankens endeligt.
Erhvervs- og Økonomiministeriet vil undersøge, hvad der skete i forbindelse med krakket i Amagerbanken.
Samtidig barsler en gruppe tidligere aktionærer i Amagerbanken med et kollektivt søgsmål. Aktionærerne vil sagsøge bankens gamle ledelse, nye ledelse og de offentlige myndigheder, der i sin tid godkendte den seneste aktieemission.
Også milliardæren Karsten Ree har sagt, at han nok også er parat til at gå efter de 800 millioner kroner, han i to omgange smed efter banken for at redde den.
Forud for salget til BankNordik har også Jyske Bank vist interesse for at købe. Direktør Anders Dam begrundede interessen med, at der trods massiv kundeflugt er titusindvis af kunder tilbage, og at bankens afdelinger godt forankret i hovedstadsområdet.
FAKTA om BankNordik
BankNordik blev - under sit daværende navn, Føroya Banki - grundlagt d. 2. februar 1906, da Landmandsbanken (nu Danske Bank) valgte at etablere en bank på Færøerne.
Først i 1932 kom den første konkurrerende bank, Sjóvinnubankin, til.
Som et resultat af den økonomiske krise på Færøerne 60 år senere blev The Financial Fund of 1992 ejer af både Føroya Banki og Sjóvinnubankin, der blev sammenlagt under navnet Føroya Banki.
Efter fusionen var forsigtig risikostyring kernen i Føroya Bankis strategi, og banken fokuserede på at skabe balance mellem en optimering af omkostningsstrukturen og opretholdelse af sin stærke serviceydelse.
I 2007 blev BankNordik introduceret på den danske og den islandske fondsbørs.
BankNordik har udviklet sig betydeligt de seneste år. I dag er BankNordik en full-service bank for både privatkunder og virksomheder med aktiviteter i Danmark, Færøerne, Grønland og Island.
BankNordik har dansk hovedsæde i Kolding med ni filialer i primært Jylland, en på Fyn samt repræsentation ved FriPension i København.
BankNordik købte sidste år ni af Sparbanks filialer i Jylland og på Fyn og tre på Grønland.
Efter købet af de sunde dele af Amagerbanken og optagelse af ny kapital forventes bankens solvensprocent at overstige 13 procent.
Bankens strategi bygger på en tæt relation til kunderne, stram styring af kreditgivningen samt vægt på lønsomhed i alle aktiviteter.
Købet af den sunde Amagerbank giver en kraftig forøgelse af bankens forretningsomfang. Indlån stiger med 59 procent fra 8,9 milliarder til 14,2 milliarder.
Udlån og garantier stiger med 54 procent fra 8,4 milliarder til 12,9 milliarder. De tilkøbte aktiviteter i Amagerbanken har et indlånsoverskud på en milliard kroner.
Kilde: BankNordik /ritzau/
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar