Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

North Media/dir: Glad for EU-generaladvokats opbakning

24-05-11 kl. 24/5 2011 12:28 | North Media 38,80 (+3,47%)

EU-Domstolens generaladvokat mener, at Post Danmark kan have misbrugt sin dominerende stilling over for sin største konkurrent inden for omdeling af adresseløse forsendelser, Forbruger-Kontakt, nu FK Distribution. Mens sidstnævnte er glad for generaladvokatens udmelding, føler Post Danmark, at man har en vindersag, når den skal behandles i Højesteret.

- Jeg er glad for, at generaladvokaten giver os ret i, at der kan være et misbrug af dominerende stilling, siger Mads Dahl Andersen, administrerende direktør hos FK Distribution, til Ritzau Finans og tilføjer, at næste skridt efter generaladvokatens udtalelse er, at EU-Domstolen kommer med en endelig afgørelse.

Det kan ifølge Mads Dahl Andersen godt tage et års tid. Herefter vil Højesteret, som venter på meldingen fra domstolen i EU, genoptage sagen. Dermed er det realistisk, at der vil gå omkring tre år, før sagen, der går tilbage til 2003, lukkes.

- Jeg synes, det er dybt problematisk, at der skal gå så langt tid, især fordi Post Danmark agerer som uskyldig, selvom de har tabt en række sager. Det er problematisk, at vi ikke kan få en ende på de her ret alvorlige sager, fortsætter han.

Ifølge Mads Dahl Andersen er der to sider af udmeldingen fra generaladvokaten. Den ene er, at generaladvokaten bakker FK Distribution op i, at der måske kan være et magtmisbrug. På den anden side taler han om eventuel krydssubsidiering, der ligger ud over, hvad den danske sag har beskæftiget sig med. Hvilken betydning det har, ønsker Mads Dahl ikke at gisne om.

Østre Landsret tilkendte i maj 2009 Forbruger-Kontakt en erstatning på 75 mio. kr. for det tab, som selskabet har lidt som følge af Post Danmarks misbrug af dominerende stilling samt 4 mio. kr. til dækning af sagens omkostninger. Denne dom blev afsagt på baggrund af Konkurrencerådets afgørelse af 29. september 2004, Konkurrenceankenævnets kendelse af 1. juli 2005 samt Østre Landsrets dom af 21. september 2007.

Post Danmark ankede imidlertid afgørelsen til den danske højesteret, som så bad EU-Domstolen tage stilling til sagen.

Ender Post Danmark med at tabe sagen i Højesteret, vil det samlede beløb ifølge Mads Dahl Andersen med de fastsatte renter, der er i sådanne sager, nok komme op i 100 mio. kr.

Hos Post Danmark læser man udtalelsen fra generaladvokat Paolo Mengozzi fra EU-domstolen helt anderledes. Post Danmark mener at have en vindersag, når sagen skal behandles endeligt i Højesteret, og efter at EU-Domstolen er kommet med sin dom.

Chefjurist Jens Heurlin fra Post Danmark siger til Ritzau, at selskabet er tilfreds med udtalelsen fra EU-Domstolen, selv om det umiddelbart kan synes ulogisk efter en omfattende juridisk udredning.

- Hvis Højesteret følger faktum i sagen, så ligger det tindrende klart, at Post Danmark ikke har misbrugt sin dominerende stilling ved at føre penge fra postmarkedet til markedet for adresseløse forsendelser, siger Jens Heurlin.

Landsretten fastslog i 2007, at Post Danmark tilbage i 2003 og 2004 brød konkurrenceloven for såkaldt magasinpost ved at dumpe priserne for omdeling af reklamer for blandt andet Coop, SuperBest og Spar.

Disse kæder havde indtil da været vigtige kunder hos Forbruger-Kontakt, nu FK Distribution.

Generaladvokaten mener, at Post Danmarks priser på forsendelser kan være et udtryk for misbrug af dominerende markedsposition, hvis penge fra almindelig post bruges til at gøre reklameforsendelser billigere.

I forslaget til afgørelsen anbefaler generaladvokaten, at Højesteret undersøger, om Post Danmark har gjort dette.

- Det står klart fra konkurrencemyndighedernes og Østre Landsrets behandling, at det ikke er sket, siger Jens Heurlin.

FK Distribution er et datterselskab under North Media.

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar


Kursinfo - North Media

PRIS 38,80
ÆNDRING +1,30 (+3,47%)
ÅBEN 37,50
SIDSTE LUK 37,50
DEBAT -
OMX Børsmeddelelser

RELATEREDE NYHEDER