Aktier/tendens: Små fald i vente - NKT i fokus
30-05-11 kl. 30/5 2011 06:23 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | NKT Holding 274,80 (+0,40%) | H & H International 127,00 (-2,31%) | Novo Nordisk B 318,80 (+0,31%) | Pandora 600,50 (-0,41%)
NKT vil tage opmærksomhed i mandagens aktiemarked, efter det delvist ejede NKT Flexibles har indgået en gigant rammeaftale med brasilianske Petrobras. Vestas og Pandora ventes også fortsat at være i søgelyset efter den seneste tids massive kursfald.
De tyske og franske aktieindeksfutures falder mandag morgen i omegnen af 0,3 pct. C20-indekset lukkede fredag 0,4 pct. højere i 453,27.
- Vi venter en stille og rolig åbning med en lille pil ned. De amerikanske aktiemarkeder klarede sig fint i fredags, og i Asien ligger aktiemarkederne med uensartede udsving. Det er en nyhedsfattig dag indtil videre, og aktiviteten ventes at blive lav, idet børserne i både USA og England har lukket. Vi har ingen vigtige nøgletal i dag, men fokus kan fortsæt være på Vestas og Pandora efter de store kursfald, siger aktiehandler hos Jyske Bank Martin Munk.
NKT: NKT's 51 pct.-ejede selskab NKT Flexibles har indgået en fireårig rammeaftale med Brasiliens største olieselskab Petrobras om leverancer af fleksible rør i årene 2012-2015. Aftalen kan - ved fuld udnyttelse - have en værdi på op imod 9,7 mia. kr. Som udgangspunkt er mindst 50 pct. af rammeaftalens værdi garanteret indenfor den fireårige periode. Aftalen afløser en gammel mindre, der blev fuldt udnyttet. NKT steg fredag 1,6 pct. til kurs 324,5.
Vestas: Vindmøllepriserne i Kina er faldet yderligere i første kvartal, hvor gennemsnitspriserne ifølge Bloomberg News Energy Finance er opgjort til 3797 yuan per kilowatt. Det er omkring 5 pct. lavere end det foregående kvartal, skriver Bloomberg. Vestas steg fredag 1,0 pct. til kurs 147.
A.P. Møller - Mærsk: Banker og skibsmæglere forudser, at en stigende rente kan være en udløser for flere krak på tværs af shippingindustrien. Det skriver shippingavisen Lloyds List.
Yderligere overvejer APM Terminals' kinesiske konkurrent Cosco Pacific mulige opkøb i Kina og i udlandet. Det skriver Hongkong-avisen Apple Daily med henvisning til en af selskabets underdirektører, rapporterer Bloomberg News. Det er blandt andet på tale, at Cosco Pacific skal gå ind på nye markeder. A.P. Møller - Mærsk lukkede 1,1 pct. højere i kurs 49.880.
Novo Nordisk: Medicinalselskabets diabetes 2-middel, Victoza, kan muligvis bruges til behandling af Alzheimers sygdom. Det mener et hold af forskere på University of Ulster i Nordirland, som ifølge avisen Belfast Telegraph, vil bruge de næste par år på at undersøge, hvordan Victoza i bedste fald kan hjælpe Alzheimers-patienter. Novo Nordisk steg 0,1 pct. til kurs 647,5.
Pandora: Der er uenighed om, hvad man skal mene om Pandoras aktuelle aktiekurs. Nogle mener, at aktien har været overvurderet, mens andre mener, at faldet har været urimeligt stort. Selvom aktien er overvurderet kan den på kort sigt være en god investering. Det skriver Berlingske Business. Pandora tabte fredag 1,2 pct. til kurs 171.
H+H International: Porebetonproducenten synes at være kommet et skridt nærmere en turnaround og et positivt resultat før skat i 2012. Samtidig må selskabet stadig anses for at være et muligt opkøbsmål for den tyske konkurrent Xella, vurderer Handelsbanken Capital Markets i et notat. Banken vurderer, at Xella realistisk set kan byde 75-80 kr., hvis konkurrenceretlige udfordringer ved en sammenlægning med H+H kan løses. H+H endte fredag uændret i kurs 59,5.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar