Greentech køber vindmøllepark i Spanien på 30 MW
09-06-11 kl. 9/6 2011 09:41 | Greentech Energy 6,55 (0,00%)
Greentech Energy Systems har indgået en betinget aftale om køb af en vindmøllepark på 30 MW i Catalonien i Spanien fra Gamesa Energia. Greentech mangler fortsat at få projektfinansieringen på plads, men fører forhandlinger med en større spansk bank og regner med at have en aftale på plads på acceptable markedsvilkår og markedsbetingelser senest i september.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
Vindmølleparken er udviklet og opført af den spanske vindmølleproducent Gamesa og er allerede i drift. Det ventes, at parken under normale vindforhold og med de aktuelle afregningspriser vil bidrage med en årlig omsætning på 5,5 mio. euro og et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4,7 mio. euro.
- På baggrund af ovenstående konservative forudsætninger forventer Greentech en intern rente på 14,5 pct. af investeringerne, hedder det i meddelelsen.
Parken bliver Greentechs første i Spanien, og købet markerer en skridt på vej mod at opnå en større geografisk spredning og gøre selskabet mindre afhængig af Italien.
Greentechs køb af parken er betinget af en skriftlig bekræftelse fra myndighederne i Catalonien. Godkendelsen ventes at foreligge i september.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Greentech Energy



