Danisco: Klassisk industri er Knutzens fremtid
14-06-11 kl. 14/6 2011 07:20 | Danisco A/S 700,50 (0,00%)
Tom Knutzen har forladt Danisco efter et godt stykke arbejde, ligesom han også gjorde det i NKT. Dermed står han med penge på lommen, et godt ry og alle de egenskaber, en klassisk industrivirksomhed efterspørger, enten i Danmark eller i udlandet. Det vurderer direktør for Mercuri Urval i Danmark, Christian Kurt Nielsen, over for Ritzau Finans.
- Han har vist sit værd ved at påtage sig store opgaver og løse dem. Han virker som en topleder i en international industrivirksomhed, som kan justere og bringe et selskab fremad. Han står stærkt, ingen tvivl om det, for han har også et stort netværk, siger Christian Kurt Nielsen.
Der kan dog gå tid, inden Tom Knutzen finder en ny stilling. Der skal være noget ledigt, og stillingen skal også selv passe ham. Tom Knutzen selv, der er gået fra salget af Danisco med over 50 mio. kr. på lommen, har meldt ud, at han nu vil holde en solid sommerferie.
- Jeg tror hans ry er rigtigt godt, og at der vil være poster til ham i fremtiden på et ordentligt niveau. Men det kan godt tage lidt tid. Problemet er, at jo højere man kommer op, jo færre stillinger er der. Så der er mange ting, der skal flaske sig. Der skal være en stilling, der er ledig, relevant og som han selv vil. Så jeg tror ikke, det kommer til at gå hurtigt, siger Christian Kurt Nielsen og fortsætter:
- Men det ville undre mig, hvis han ikke blev tilbudt en topstilling i Danmark eller udlandet inden for en overskuelig fremtid.
Christian Kurt Nielsen ser ingen specifikke virksomheder til Tom Knutzen ligge lige for, men ser retningen gå mod industrivirksomheder, hvor Tom Knutzen kan trække på sin store erfaring.
- Der er ingen specifikke virksomheder, jeg lige ser ham i, i øjeblikket. Man kan heller ikke se sådan på det. Der skal være mange ting, der falder i hak. Men klassisk dansk industri er oplagt, og vi kan bestemt ikke afvise udlandet.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar