Aarhus Lokalbank-aktie i vilde udsving
27-06-11 kl. 27/6 2011 10:35 | Aarhus Lokalbank 6,00 (0,00%)
Aktionærerne i Aarhus Lokalbank må mandag holde tungen lige i munden mens aktien svinger voldsomt op og ned. Banken har i medierne været nævnt som værende i risikozonen, og Fjordbank Mors' krak i weekenden sendte mandag morgen kursen helt i bund.
Fra start dykkede aktien i Aarhus Lokalbank med over 20 pct. til kurs 5. Det sendte markedsværdien af banken helt ned i 88 mio. kr. Det var oven på et fald på 32,2 pct. fredag til kurs 8 kr., udløst af nervøsiteten omkring børspausen i Fjordbank Mors.
Op ad formiddagen gik Aarhus Lokalbanks direktør dog på banen for at berolige markedet og bankens egne kunder. Han fortalte samtidigt, at banken ikke står over for Fjordbank Mors' skæbne.
- Efter afslutningen af regnskabsåret har banken gennemført en stor kapitalplan, hvor vi har polstret vores egenkapital og lagt en plan for, hvordan vi trimmer Aarhus Lokalbank. De planer følger vi, sagde bankdirektør Carsten Stenulm i en pressemeddelelse.
Det sendte fluks kursen tilbage i niveauet fra før kursdykket mandag morgen, og målt på aktiekursen havde udtalelsen dermed en markedsværdi på 40 mio. kr.
Mandag middag handles aktien i et mindre fald på 1,3 pct. til kurs 7,9 og en markedsværdi på 126,4 mio. kr.
Siden nytår er aktiekursen i Aarhus Lokalbank dykket med 77,4 pct., hvilket har kostet aktionærerne 432 mio. kr.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Aarhus Lokalbank



