Venezuela: Hugo Chavez er blevet opereret for kræft
01-07-11 kl. 1/7 2011 05:34 | Santa Fe Group 76,50 (-1,29%)
Venezuelas præsident, Hugo Chavez, indrømmer nu, at han har været i Cuba for at blive behandlet for kræft og siger samtidig, at han er på vej til at blive helt rask igen.
I en tv-transmitteret tale siger Chavez, at han er blevet opereret i flere omgange for at fjerne kræftcellerne. Den medicinske proces er ifølge lederen "langsom og forsigtig".
Det er første gang Chavez taler til offentligheden, efter han han gennemgik en operation den 10. juni i Havanna. Indgrebet skabte stor spekulation om, at præsidenten var alvorligt syg.
Chavez siger, at han er fast besluttet på at "vinde" over kræften og sluttede sin tale med det revolutionære slogan "indtil den evige sejr".
Kritikere og støtter af Chavez har de seneste dage kastet rundt med teorier om, hvad præsidenten fejlede, efter der blev lagt video ud af den sygemeldte leder, hvor han er i selskab med sin mentor og tidligere cubanske leder Fidel Castro.
Præsidentens fravær har skabt uro i Socialistpartiet, men det er uklart om Chavez' modstandere har draget fordel af hans sygdom.
I første omgang var den officielle forklaring på Chavez' sygdom, at han skulle opereres for betændelse i underlivet.
/ritzau/Reuters
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar