Sparbank/CEO: Nytilkøbte filialer er veldrevne
18-07-11 kl. 18/7 2011 11:45 | Sparbank 46,40 (+0,22%)
Sparbank har med aftalen med Finansiel Stabilitet om køb af fire af Fjordbank Mors' tidligere filialer sikret sig adgang til omkring 7000 kunder. Der er tale om en fin kundesammensætning, der udmærker sig ved, at kundernes samlede indlån overstiger deres lån.
- Vi overtager omkring 300 mio. kr. i udlån og noget mere i indlån. Det er nogle gode filialer, vi har overtaget her. Privatkunder udgør 95 pct. eller måske endda mere, siger Sparbanks administrerende direktør, Karl Tholstrup, til Ritzau Finans.
Sparbanks køb omfatter Fjordbank Mors' filialer i Durup, Glyngøre, Roslev og på Fur. Sparbank overtager desuden Morsø Sparekasses tidligere hovedsædebygninger i Nykøbing Mors. Købesummen ønsker Karl Tholstrup ikke at kommentere med henvisning til, at Finansiel Stabilitet har ønsket det sådan. Karl Tholstrup kan dog fortælle, at man stort ikke har overtaget landbrugskunder.
- Det har Fjordbank kørt særskilt fra Mors, forklarer han.
Sparbank er i forvejen repræsenteret i Roslev og Glyngøre, hvor man nu vil lægge filialerne sammen og formentlig fortsætte i Fjordbanks tidligere lokaler. Samtidig glæder man sig over købet af Morsø Sparekasses tidligere hovedsædebygninger i Nykøbing Mors.
Sparbank meddelte således kort efter Fjordbanks krak, at man ville slå dørene op for en ny filial i Nykøbing Mors i starten af august. Med ombord er 13 medarbejdere, som man har hentet fra Fjordbank Mors, og med aftalen med Finansiel Stabilitet kan Sparbank fra og med november rykke over i Morsø Sparekasses tidligere lokaler, så kunderne fra da af kan komme samme sted og hos de samme medarbejdere som hidtil.
Med overtagelsen af de fire filialer på Salling og Fur følger desuden 15 medarbejdere.
- Langt de fleste af medarbejderne vil vi beholde. Det kan selvfølgelig godt ske, at der vil være noget dobbeltdækning i nogle tilfælde, og der skal jeg ikke kunne sige, om det ender med afskedigelser eller om vi kan flytte dem andre steder hen i vores organisation, forklarer Karl Tholstrup.
Med salget af de fire filialer og Sparekassen Thys køb af Fjordbanks filialer i Struer og Thisted i sidste uge er det krakkede Fjordbank Mors nu reduceret til en mindre filial i Øster Jølby på Mors samt privat- og erhvervskundeafdelingen i Nykøbing. Det skal nu splittes op i en rød og en grøn bank. Der ventes en udbudsrunde i det tidlige efterår.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar