Ny Grenaa-Hundested færge i modvind
04-08-11 kl. 4/8 2011 05:17 | Mols Linien 62,50 (+0,81%)
Clipper Group, som driver bl.a. Bornholmstrafikken og overfarten mellem Fanø og Esbjerg, er parat til at åbne en godstransportrute mellem Aarhus og Kalundborg, når Molslinjen lukker den eksisterende rute den 15. september. Dermed hænger genåbningen af færgeruten Grenaa-Hundested i en tyndere tråd.
- Vi har sonderet terrænet og mener, der er grundlag for at drive en ren fragtrute, hvis forskellige forhold kan blive opfyldt, siger direktør i Clipper Group Per Gullestrup til Frederiksborg Amts Avis.
I modsætning til den eventuelle Grenaa-Hundested overfart har Clipper Group ifølge Per Gullestrup ingen behov for medinvestorer.
- Vi kan sagtens klare det selv, siger direktøren, der håber at kunne åbne ruten den 16. september.
- Der bør i hvert fald ikke være mere end højst et par dages slip, siger han.
Per Gullestrup erkender, at en ny godstransportoverfart mellem Aarhus og Kalundborg er en trussel mod planerne om en genåbning af Grenaa-Hundested overfarten, og understreger, at havnene i Grenaa og Hundested har hans fulde sympati.
- Det er nogle fornuftige mennesker. Men hvad havnene angår, har vi ingen præferencer. Vi er fuldstændig apolitiske og går udelukkende efter det, vi tror, har de største chancer for at overleve. Og her finder vi det helt naturligt at fortsætte direkte på den eksisterende rute. Infrastrukturen er der jo. Og det kræver simpelthen færre indgreb for at få det til at lykkes, siger han.
Formanden for havnen i Grenaa, Henning Laursen, takker for roserne og understreger, at udmeldingerne fra Clipper Group ikke får aktørerne bag en ny Grenaa-Hundested færge til at ryste på hånden.
- Vi sætter ikke noget i stå. Slet ikke. Vi er i gang med en undersøgelse, som vil vise, om der er plads til en Grenaa-Hundested overfart, måske med en Aarhus-Kalundborg overfart, måske ikke, og den afventer vi, før vi melder noget ud, siger han.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Mols Linien



