Aktier/åbning: Endelig optur for trængt C20
04-08-11 kl. 4/8 2011 07:46 | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Genmab 1.261 (-2,25%) | NKT Holding 274,80 (+0,40%) | Bavarian Nordic 258,00 (-0,39%)
Optimismen skinner igennem i torsdag morgens handel, hvor C20-indekset lægger ud med at stige 1,75 pct. efter tre kvarters handel til indeks 404,75. Markedet vejrer morgenluft efter otte røde dage i træk.
- Vi så på de amerikanske markeder i går, at indeksene startede med at falde, men så vendte udviklingen, og man begyndte at spekulere i en ny runde kvantitative lempelser fra centralbanken. Den seneste negative strøm af nøgletal har sat gang i rygterne om et nyt opkøbsprogram, og det har drevet stigningen, sagde aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea i morges til Ritzau Finans.
Novo Nordisk modtager især investorernes kærlighed fra morgenstunden, efter et regnskab der indeholdt en lille opjustering og stor fremgang for diabetes 2-midlet Victoza. Selv om regnskabstallene ikke helt levede op til forventningerne, og insulinproducenten taber markedsandele i USA, virker aktionærerne positivt stemte over fremtidsudsigterne. Novo-aktien stiger 2,4 pct. til 622,50 kr.
Dagens andet store danske halvårsregnskab, TDC, bydes dog ikke helt så varmt velkommen i torsdagshandlen. Teleaktien er den eneste i C20, der falder, da der tilsyneladende er skuffelse i markedet over resultaterne. TDC omsatte for 13,2 mia. kr. i første halvår og er stadig på kurs til en omsætning i stil med 2010 og en lille vækst i driftsresultatet på EBITDA-niveau. TDC-aktien falder 0,4 pct. til 47,32 kr.
Pandora, som stjal alle overskrifter tirsdag med en stor nedjustering og et enormt kursfald på over 65 pct., genvinder lidt af det tabte terræn her to dage senere. Fremgangen er indtil videre på 4,1 pct. til kurs 52,15, nok til en førsteplads i C20-indekset. Der er stadig langt igen til mandagens lukkekurs på 147,20 kr., men investorerne virker trods alt upåvirket af, at Jyllands-Posten i dag skriver, at der kan være en yderligere nedjustering på vej i aktien.
Derudover stiger også Vestas, som ellers ligger i laveste niveau i 65 måneder, med 2,2 pct. til kurs 107,50, og NKT har fremgang til kurs 300,2 efter en stigning på 2,1 pct..
Uden for C20 er to biotekselskaber i fokus. Bavarian Nordic rammes negativt af, at den potentielle konkurrent Dendreon fra USA måtte nedjustere sine forventninger til prostatacancermidlet Provenge sent onsdag. Dendreon tabte 61 pct. af markedsværdien i efterhandlen oven på den dårlige nyhed. Helt så slemt står det dog ikke til for Bavarian Nordic, der åbnede 6,4 pct. lavere men senere har hentet lidt ind igen og efter tre kvarters handel er 5,6 pct. nede i kurs 59,50. Aktien er dog siden nytår faldet 69 pct.
Genmab præsenterede sit regnskab for andet kvartal efter børslukketid onsdag og opjusterede forventningerne en lille smule takket være mindre omkostninger og gunstige valutakurser, men selskabet venter stadig et tab i millionklassen. Genmab stiger 0,1 pct. til kurs 39,75 torsdag.
Med torsdagens fremgang er C20-indekset igen over niveau 400. Faldet under den grænse onsdag var første gang siden august 2010.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Vestas Wind Systems



