Mærsk tilføjes Goldmans favoritliste
17-08-11 kl. 17/8 2011 13:29 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%)
Regnskabet fra A.P. Møller - Mærsk er faldet i god jord hos Goldman Sachs. Det amerikanske børshus har føjet A.P. Møller - Mærsk til sin favoritaktieliste, den såkaldte "Conviction Buy List". Samtidig er anbefalingen løftet til "køb" fra "neutral", mens kursmålet er sænket med 4000 kr. til 50.000. Det indikerer dog et potentiale på 44 pct.
- Efter to kvartaler med fragtrater på hovedfarterne under "breakeven"-niveau, venter vi, at industrien vil indlede en selvhelende proces med justeringer i udbuddet meget lig, hvad der skete i første kvartal 2009. Dengang blev udbuddet justeret med 20 pct., hvilket løftede raterne et godt stykke over "breakeven"-niveauer måneder før, at efterspørgselen bedredes, skriver analytikerne Edouard Baldini, Oliver Neal, Hilary Burke og Nick Edelman i et notat fra onsdag.
De venter nu, at Maersk Lines fragtrater opgjort eksklusiv brændstoftillæg vil stige med 4,5 pct. i 2012. I 2010 faldt raterne med 11 pct., og i første halvår rapporterede Mærsk et gennemsnitligt ratefald på 8 pct. eksklusiv brændstoftillæg. Efterspørgselen steg ellers 8 pct. ifølge Mærsk, men det var ikke nok til at afbalancere tilførselen af ny kapacitet på 9,5 pct., ifølge Alphaliner.
Hos Goldman Sachs ser analytikerne dog tre hovedtendenser, som vil medføre tilpasninger i kapaciteten. Dels ventes rederierne at lægge flere skibe op, ligesom skibsværfterne formentlig går en periode i møde, hvor rederierne vil udskyde eller annullere ordrer på nye skibe. Endelig ventes en lang række mindre skibe at blive flyttet fra de store handelsruter for i stedet at blive indsat på nogle af de mindre farter.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om A.P. Møller-Mærsk B



