Aktier: Skidt dag for bankerne
22-08-11 kl. 22/8 2011 10:43 | FLSmidth & Co. 438,00 (0,00%) | William Demant Holding 183,10 (-0,65%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Vestjysk Bank 2,98 (+1,71%) | Jyske Bank 359,00 (-0,55%) | Sydbank 252,00 (+1,12%) | Aarhus Lokalbank 6,00 (0,00%)
Da danske aktier danser om nullet mandag morgen, hvor det toneangivende C20-indeks ligger til et mindre fald. Generelt dårligt går det dog for bankerne, der er ramt af den fortsatte uro omkring gælden i USA og Europa samt et ganske skuffende regnskab fra Jyske Bank.
C20-indekset ligger i 348,40, hvilket svarer til et fald på 0,2 pct. Det er 24 pct. mindre end ved åbning på årets første handelsdag, hvor indekset lå i 457,58 og 33 pct. mindre end toppen i vinteren 2007 i 517,67.
Jyske Bank kom med regnskab før markedets åbning. Det viste et resultat før skat på 118 mio. kr. for andet kvartal mod markedets forventning ifølge SME Direkt på 361 mio. kr. Specielt negative kursreguleringer på 74 mio. kr. trak ned. Posten var belastet af førtidsindfrielse af lån for 52 mio. kr.
Men også nettorenteindtægter og gebyr- og provisionsindtægter skuffede. Nedskrivninger på udlån endte som en udgift på 370 mio. kr. mod ventet 265 mio. kr. i markedet.
- Fakta er, at vi har en stagnerende toplinje, og det er bedre end så mange andre, men det er ikke nok, når vi samtidig også har stigende omkostninger. Det er panderynke-givende. Derfor prøver vi at gøre noget ved det, sagde administrerende direktør Anders Dam til Ritzau Finans.
Regnskabet har skabt en negativ stemning omkring banker på børsen, hvor Jyske Bank dykker med 6,8 pct. til kurs 147,1. I C20 falder Danske Bank og Sydbank med henholdsvis 1,6 og 3,1 pct. til kurs 75,95 og 97,50.
De mindre banker er overrepræsenteret blandt de mest faldende på børsen. Aarhus Lokalbank dykker med 11,5 pct. mens Vinderup Bank, Vestjysk Bank og Danske Andelskassers Bank falder med 9,8, 4,4 og 5,4 pct.
I C20 ligger FLSmidth godt til med en stigning på 2 pct. til kurs 273,90. Det på trods af, at flere store banker har skåret deres kursmål på aktien markant. Exane har sænket sit kursmål til 350 kr. fra 500 kr. per aktie mens ABG Sundal Collier har sænket sit kursmål fra 550 til 450 kr.
William Demant Holding tager en smule revanche efter kursdukkerten fredag, hvor et regnskab, der overgik markedets forventninger, sendte aktien markant ned. Aktien stiger med 2,7 pct. til kurs 400,2.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om FLSmidth & Co.



