Aktier/middag: Markedet taber pusten og handlerne holder vejret
30-08-11 kl. 30/8 2011 10:37 | Sjælsø Gruppen 3,13 (0,00%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Coloplast B 584,50 (+0,86%) | Pandora 600,50 (-0,41%)
Det danske aktiemarked startede tirsdag positivt og ligger ved middagstid stadig i plus. Lidt af pusten er dog gået af markedet.
Det danske eliteindeks, C20, ligger ved middagstid i 347,38 - 0,2 pct. højere end mandag. Det var oppe i 353,66 umiddelbart efter åbningen tirsdag.
Vi mister pusten lidt uden noget konkret. Vi skal nok
se det mere i lyset af stigningerne mandag og det forhold, at nervøsiteten ligger latent i markedet ikke mindst op til torsdagens og fredagens nøgletal fra USA, siger Martin Munk, der er aktiehandler i Jyske Bank, til Ritzau Finans.
Der er kun lidt selskabsspecifikt i markedet, vurderer handleren, men peger på A.P. Møller-Mærsk, der fortsætter højere efter mandagens flotte stigning. A.P. Møller-Mærsk ligger til en stigning på 0,8 pct. i kurs 34.140.
Novo Nordisk er hjulpet af, at Deutsche Bank har hævet sin anbefaling til "hold" fra "sælg", om end kursmålet er sænket til 550 kr. per aktie fra 570 kr. per aktie. Aktien handler i 533,50 - 0,6 pct. højere.
Coloplast får det blå stempel i en analyse fra Deutsche Bank, der ifølge Bloomberg News har indledt dækning af det danske medicoselskab med anbefalingen "køb" og et kursmål på 861. Aktien handler i 771 kr. - 0,5 pct. lavere.
Pandora-aktien ligger tirsdag i top med en stigning på 1,8 pct. til kurs 46,5. Måske investorerne skeler til, at selskabets stifter og tidligere administrerende direktør, Per Enevoldsen, sent mandag købte aktier i selskabet for 53,2 mio. kr. efter at have købt for 20,8 mio. kr. i sidste uge.
Bundproppen i C20 er Lundbeck med et fald på 2,6 pct. til 113,5 kr.
Uden for indekset kom Sjælsø Gruppen med sine endelige tal for andet halvår. Det var småt med overraskelser, da selskabet midt i august leverede en voldsomt nedjustering.
Det samlede underskud før skat løb op i 807 mio. kr. 2011-forventningerne er da også uændrede i halvårsregnskabet og lyder på et underskud før skat og nedskrivninger på omkring 200 mio. kr. Medregnes nedskrivningerne alene i første halvår, indikeres et underskud på 891 mio. kr. Aktien falder med 6,2 pct. til kurs 2,12 kr. per aktie. Aktien er dermed dykket med omkring 70 pct. siden gigantnedjusteringen i august.
Jyske Bank tror markedet vil være relativt stabilt frem mod nøgletallene sidst på ugen. Der er indregnet et indeks under 50 for ISM torsdag.
ISM-tallet torsdag kommer under 50. Det viser
indikationerne fra regionale indikatorer, som vi kender. 48-48,5 niveauet kan markedet klare, men lavere så bliver det ikke godt for aktierne, vurderer Martin Munk.
Regionale nøgletal har indikeret en værdi ned til først i fyrrerne, og det vil være mere end markedet kan kapere.
- Kommer vi ud sidst i fyrrene, vil markedet få lidt ro. Det vil ikke buldre af sted, men stige lidt stille og roligt, skønner Jyske Bank.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar