Viborg Håndboldklub: Nedjusterer på vigende sponsormarked
01-09-11 kl. 1/9 2011 05:05 | Viborg Håndbold 0,00 (0,00%)
Viborg Håndboldklub vil ikke indfri egne forventninger om en omsætning på 34 mio. kr. og et underskud før skat på 2-4 mio. kr. for hele regnskabsåret 2010/11, meddeler klubben.
- Desværre må det konstateres, at selskabet har været ramt af lavere omsætning end forventet som følge af svigtende sportslige resultater og et kraftigt vigende sponsormarked. Samtidig slår omkostninger ved iværksatte besparelser samt forøgede afskrivninger negativt igennem på årsresultatet, begrunder selskabet, der nu venter en omsætning i niveauet 32 mio. kr. og et underskud før skat på omkring 7,7 mio. kr.
Usikkerhed omkring, hvordan sponsormarkedet vil udvikle sig har fået selskabet til at foretage en nedskrivningstest af spillerrettigheder m.v. Den har bevirket, at afskrivningerne for 2010/11 er øget med 2,1 mio. kr., som ikke var indregnet i de tidligere udmeldte forventninger til hele regnskabsåret.
Viborg Håndboldklub, der ellers har sparet gevaldigt på omkostningerne, regner heller ikke med overskud i 2011/12. Ud over en væsentligt forringet tv-aftale, er det igen et svært sponsormarked, som er forværret af krisen, der er årsagen.
- Desværre har Viborg Håndboldklub A/S ikke indikationer på, at dette marked vil løfte sig i de kommende år. I stedet må det påregnes, at krisen kan føre til yderligere fald i sponsorindtægterne, som er selskabets primære indtægtskilde, og dermed en væsentlig omsætningsrisiko for selskabet.
Den alvorlige situation har fået selskabet til at lave en treårig handlingsplan, der som minimum skal sikre balance i håndbolddelen i 2013/14. Den består dels af nye besparelser, dels offensive tiltag, forklarer selskabet, der trods flere nedskæringer i spillerlønninger regner med at kunne fastholde de nuværende sportslige målsætninger for de to håndboldhold.
Ansættelsen af Susanne Munk Wilbek som sportschef samt iværksættelsen af et stærkt forøget fokus på udviklingen af egne spillere, skal tilføre billigere spillere af høj kvalitet til trupperne inden for såvel dame- som herrehåndbold. Dette skal i løbet af tre-års perioden vil begynde at slå positivt igennem på det økonomiske driftsresultat, slutter selskabet.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar