Aktier/tendens: Markedet vil finde bakgearet
02-09-11 kl. 2/9 2011 06:37 | PARKEN Sport & Entertainment 73,00 (0,00%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Tower Group 0,06 (0,00%)
Pilen peger nedad for aktiemarkedet fredag morgen efter minusser på Wall Street og som konsekvens af usikkerhed op til eftermiddagens meget vigtige jobrapport fra USA. Statistikken kan vise sig sprængfarlig for investorerne, hvis udviklingen i beskæftigelsen be- eller afkræfter markedets frygt for endnu et økonomisk tilbageslag i USA.
- I dag får vi de hårde facts i form af nogle reelle tal fra arbejdsmarkedet. Jeg venter, at man vil være meget afventende frem til tallet, og måske endda vil se noget sektorrotation. Vi har senest set, at man er gået over i mere cykliske aktier, og det kan være, at man frem mod tallet vender rundt mod de mere defensive aktier, vurderer aktierådgiver i Nordea, Jesper Bamberger, over for Ritzau Finans.
Futures indikerer fredag morgen fald i de toneangivende, europæiske aktieindeks på 1-1,6 pct. Også de toneangivende amerikanske aktieindeks indikeres at ville åbne lidt lavere efter fald på godt 1 pct. torsdag. De amerikanske indeks lå ellers omkring status quo ved dansk børslukketid, hvor markedet netop havde fordøjet de amerikanske indkøbschefers forventningsindeks, ISM, for industrien. Erhvervstilliden var umiddelbart bedre end ventet, men ikke i en grad, så risikoen for en ny økonomisk recession kan udelukkes.
- Tallet var bedre på overfladen, men vi så også, at der opbygges lagre. Det er ikke noget, der gavner den fremtidige vækst, så under overfladen var målingen svagere, og det er også derfor, at vi så markedet lukke i minus, siger Jesper Bamberger.
Han er ikke stødt på selskabsspecifikke nyheder, som, han forudser, vil få betydning for kursudviklingen fra morgenstunden.
Der er dog nyt om enkelte selskaber, herunder Mærsk. Socialdemokraterne og SF vil ifølge Ugebrevet Mandag Morgen tage Nordsø-aftalen op til revision, hvis de får magten oven på valget den 15. september. A.P. Møller - Mærsk holder dog fast i, at der er indgået en langsigtet aftale.
Parkens storaktionær Erik Skjærbæk overvejer ifølge Børsen at sagsøge den tidligere Parken-ledelse, hvis den dømmes i sagen om kursmanipulation.
Endelig er Tower Group kommet med forsinket halvårsregnskab, der viser et underskud på 68,8 mio. kr. og afslører, at fremtiden tegner særdeles usikker. Ledelsen har ikke overblik over budgetterne og tør ikke spå om, hvor resultatet for 2011 ender, ud over at det næppe når de tidligere udmeldte forventninger. Ejendomsselskabet har i øvrigt forlænget en livsvigtig aftale med sine banker, men foreløbigt kun til udgangen af september.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar