Onsdagens aktier: Forvirret marked endte i stærkt plus
07-09-11 kl. 7/9 2011 15:02 | Skako Industries 87,00 (-0,57%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Novozymes B 357,00 (+1,19%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | DSV 495,60 (+0,32%)
Det danske aktiemarked marked endte for tredje gang i år i et plus på over 3 pct. onsdag, da de forvirrede og volatile markedet tog forskud på glæderne fra en større jobplan præsenteret af USA's Præsident Obama torsdag. Derudover var der positivt nyt fra Tyskland, hvor en domstol afgjorde, at landet godt kan deltage i redningen af Grækenland uden at bryde sin egen grundlov.
Det toneangivende C20-indeks steg med 3,40 pct. til indeks 353,70 ledt an af de cykliske selskaber, der vil nyde bedst af en forbedring af økonomien.
- Der er optimisme oven på meldingen fra Tyskland, selv om den ikke var helt uventet. Forventninger til talerne fra centralbankchef Ben Bernanke og Præsident Obama i USA var også med til at løfte stemningen i forhold til, hvad de vil gøre for at stimulere amerikanske økonomi, siger aktierådgiver hos Jyske Bank, Martin Munk, til Ritzau Finans.
Markedet er dog voldsomt volatilt, og siden 1. august er C20 svinget fra 418,54 ned til 335,10 og op til 362,78 igen. Hele syv gange i samme periode er indekset rykket mere end 3 pct. på en dag.
- Det viser, hvor svært det er at finde et ben at stå på som investor, når markedet et så turbulent, siger Martin Munk.
Blandt de bedste i C20 lå Novozymes. Aktien hoppede med 5,7 pct. til kurs 759. Stigningen var hjulpet af, at den amerikanske storbank Goldman Sachs hævede sin anbefaling til "køb" og satte kursmålet 915 kr. per aktie. Også Lundbeck havde medvind og steg med 5,2 pct. til kurs 112,10. Kursen var hjulpet af selskabets udmelding om, at man vil satse mere på biotek.
Også DSV og Danske Bank markerede sig i toppen af indekset med stigninger på henholdsvis 4,2 og 5,5 pct. til kurs 100,70 og 69,80. Sidstnævnte på trods af, at det franske finanshus Exane har sænket sin anbefaling til "underperform", samt at Credit Suisse indledte dækning med anbefalingen "neutral".
Vestas kæmpede dagen igennem mod niveauet 100 kr., men måtte give fortabt lukke i kurs 99,65 efter en stigning på 4,1 pct. JPMorgan gjorde ikke Vestas-aktionærer nogen tjeneste ved at sakse sit kursmål på aktien til 105 kr. fra 140 kr. grundet ventet stærk priskonkurrence i branchen.
- Det er selv før de nye ny Emerging Market-konkurrenter har nået at gøre større væsen af sig uden for deres hjemmemarkeder, hvilket vi venter, vi kommer til at se de kommende år, hedder det endvidere i analysenotatet fra JPMorgan, der venter en overskudsgrad, EBIT-margin, på 6,0 pct. i 2013, milevidt fra selskabets egen målsætning om en overskudsgrad på 15 pct. i 2015.
Uden for C20 steg SKAKO med hele 29,9 pct. til kurs 20, dog på få handler. Det efter Dagbladet Børsen kunne berette, at selskabet er i mål med et spareprogram på 50 mio. kr.
Hos Jyske Bank vurderer Martin Munk trods den store turbulens, at markedet vil stige frem til årsskiftet.
- Vi mener, at aktier er billige nu. Men det er baseret på vores store scenarie om, at vi undgår recession og "bare" får en afmatning, siger Martin Munk.
Hvis verden i stedet går ind i en ny recession, kan markedet igen teste bundniveauerne fra marts 2009, hvor C20 bundede ud i 213,11 efter at være faldet 59 pct. fra toppen i vinteren 2007.
- Hvis der kommer en recession, kan aktierne godt falde længere tilbage, alt efter styrken og længden af en sådan recession. Men selv en mild recession vil skabe frygt, der kan få markedet til at slå de tidligere bundniveauer. Men det håber og tror vi på ikke sker, siger Martin Munk.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar