Dantherm: Ugebrev opfordrer til udskiftning i bestyrelsen
19-09-11 kl. 19/9 2011 06:27 | Dantherm 2,58 (-6,52%)
Informationsniveauet i Dantherms regnskab for første halvår er "forsat pinligt ringe", konstaterer Aktieugebrevet, der opfordrer til en gennemgribende udskiftning i selskabets bestyrelse.
- Selv om driften tydeligvis er i bedring, tror vi ikke, at det bliver rigtig godt i Dantherm, før der er sket en gennemgribende udskiftning og professionalisering af bestyrelsen. Tre ud af de fire eksterne bestyrelsesmedlemmer formåede under højkonjunkturen ikke at løfte indtjeningen nævneværdigt og førte senere selskabet ud i en livstruende krise, konstaterer ugebrevet.
Det peger desuden på, at Dantherm ikke har udenlandske bestyrelsesmedlemmer, selv om stort set hele omsætningen hentes uden for Danmark. Endelig er der "ingen fagkompetencer indenfor telecom og nye energiformer, selvom selskaber har de største udviklingsmuligheder der", konstateres det.
Ugebrevet anerkender, at Dantherms forretningsområder indeholder store udviklingsmuligheder.
- Som tidligere forventer vi dog ikke, at ledelsen formår at forløse værdierne, lyder ugebrevets advarsel.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar