Banker skjuler elendige udlån bag facaden - avis
06-10-11 kl. 6/10 2011 05:06 | Sparekassen Faaborg 173,50 (0,00%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Jyske Bank 359,00 (-0,55%) | Sydbank 252,00 (+1,12%) | Nordea Bank 77,10 (+0,06%)
En stor del af landets pengeinstitutter har et alt for urealistisk og risikabelt syn på deres egen finansielle styrke. Det kan i værste fald koste endnu flere danske banker livet, skriver Politiken torsdag.
Bankerne undervurderer blandt andet, hvor mange penge de skal bruge til at modstå tab. Og de ser alt for optimistisk på, om deres kunder kan betale deres lån tilbage.
Det fremgår af Politikens gennemgang af samtlige rapporter fra Finanstilsynets inspektioner i landets banker siden 2010.
I den periode har Finanstilsynet alt i alt gennemført 60 inspektioner, og 40 banker har fået et påbud, fordi de overvurderede deres egen finansielle styrke - og ikke satte penge nok af til at dække tab på deres udlån.
- Problemet er alvorligt, for hvis en bank ikke nedskriver korrekt eller opgør solvensbehovet forkert, så giver det ikke det rigtige billede af den risiko, banken løber, siger Nina Dietz Legind, professor i finansiering ved Syddansk Universitet.
Værst ser det ud i blandt andet Aarhus Lokalbank og Basisbank, men også Danske Banks irske filial får drøje hug.
Ofte er bankerne og tilsynet meget langt fra hinanden i beregningerne af de rette nedskrivninger og solvensbehovet.
FIH Erhvervsbank fik eksempelvis påbud om at nedskrive ekstra 680 millioner kroner på udlån, mens Sparekassen Faaborg skulle nedskrive med 96 millioner kroner, skriver Politiken.
Finanstilsynets direktør, Ulrik Nødgaard, mener, at "alt for mange" banker opgør tallene forkert.
- De banker, hvor vi kræver de største ændringer, er ofte dem, som løb rigtig hurtigt fra 2003 til 2008 og dermed har fået rigtig meget ind på bankbøgerne, som måske ikke har den allerbedste kreditkvalitet, siger Ulrik Nødgaard.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra bankernes organisation, Finansrådet./ritzau/
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar