Aktier/tendens: Angela og Nicolas stjæler showet
10-10-11 kl. 10/10 2011 06:16 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | GN Store Nord 211,10 (-0,09%) | Vestjysk Bank 2,98 (+1,71%) | Max Bank 7,80 (0,00%) | Aarhus Lokalbank 6,00 (0,00%)
De danske aktier ventes at stige fra start mandag på trods af Max Banks krak og redning i weekenden. Stigningerne ventes udløst af, at Tysklands og Frankrigs regeringschefer, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, søndag aften berettede, at de har en plan for euroens redning. Mandag morgen kom tal for den tyske eksport ud markant bedre end ventet, hvilket ligeledes understøtter den positive stemning.
Planen skal komme sidst i oktober, og bare udmeldingen om en reel plan for Europas vigtigste politikere ser ud til at give markedet grobund for optimisme.
- Vi forventer at den europæiske session åbner positivt i dag efter at den tyske kansler Merkel og den franske præsident Sarkozy i går meddelte at de i slutningen af oktober kommer med en plan for løsningen af Eurozonens problemer. Vi vil derfor med stor sandsynlighed se stigende renter og aktier, skriver FIH Erhvervsbank i sin morgenberetning.
Det på trods af, at der ikke er nogen detaljer fremlagt om planen, ud over et behov for at rekapitalisere Eurozonens banker. De manglende detaljer er dog mindre vigtige i forhold til udmeldingen.
- Det er trods alt gode nyheder, at de Eurozonens to vigtigste lande sætter sig sammen for at lave en plan med løsninger. Udfordringen for Merkel og Sarkozy i forhold til at holde markedet i ro er naturligvis at få de øvrige 15 medlemsstaters tilslutning til planen og historisk har det vist sig ganske udfordrende, vurderer FIH.
I Danmark vil der komme stor fokus på finansaktierne efter Max Bank har måttet bide i kanvassen og blive overtaget af Finansiel Stabilitet, der har solgt de gode dele videre til Sparekassen Sjælland.
Med købet følger Max Banks ni filialer samt 125 medarbejdere, som dermed sikres fortsat ansættelse. Sparekassen overtager cirka 35.000 kunder med et samlet udlån på tre milliarder kroner og et indlån på 3,8 milliarder kroner. Dette indbefatter alle private kunder og hovedparten af erhvervskunderne.
Overtagelsen er samtidig den første under Bankpakke IV, hvilket betyder, at ingen kreditorer eller indskydere lider tab.
- Finansrådet glæder sig over, at Folketinget med Bankpakke IV har givet sektoren redskaber, der gør, at ingen indskydere eller simple kreditorer lider tab i forbindelse med afviklingen af Max Bank, udtaler Finansrådets direktør, Jørgen A. Horwitz.
Max Banks fald kan sætte de mindre banker Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank under pres. Disse banker har tidligere været nævnt som banker i farezonen. Vestjysk bank handles efter et fald på året på 53,3 pct. i 32 kr. per aktie mens Aarhus Lokalbank efter et årsfald på 77,1 pct. sidst handledes i 8 kr. per aktie.
Max Bank til side, kan der komme fokus på A.P. Møller - Mærsk efter konkurrenten CMA CGM har måttet droppe bestillingen af en stribe 9000 teu containerskibe. Containermarkedet er hårdt ramt af overkapacitet, så enhver nyhed der kan ændre kapacitetsestimaterne i negativ retning vil blive taget imod med kyshånd.
Hvis Aktieugebrevet har noget at skulle have sagt, kan der komme positiv fokus på Vestas fra start. Ugebrevet vurderer, at aktien oven på sommerens triste kursderoute har et kæmpe potentiale på 1-2 års sigt. Aktieugebrevet venter nemlig, at finansmarkederne normaliserer sig om 3-6 måneder.
- En kortvarig negativ effekt af et Grækenland-kollaps vil kunne sende Vestas aktien yderligere 10 pct. ned. Men til gengæld ser vi en upside på 50-100 pct. indenfor de kommende 1-2 år, konkluderer ugebrevet.
Der kan til gengæld komme negativ fokus på GN Store Nord efter finanshussværvægteren Morgan Stanley har sænket sin anbefaling til "equal weight/cautios" med et kursmål på 47 kr. per aktie.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om A.P. Møller-Mærsk B



