Aktier/middag: Merkel og Sarkozy løfter risikolysten
10-10-11 kl. 10/10 2011 10:53 | William Demant Holding 183,10 (-0,65%) | GN Store Nord 211,10 (-0,09%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Vestjysk Bank 2,98 (+1,71%) | Max Bank 7,80 (0,00%) | DiBa Bank 145,00 (0,00%)
Selvom flere af de hjemlige banker er på hælene efter Max Banks kollaps, er humøret generelt positivt på fondsbørsen i København. Risikovilligheden i Europa har fået et lille løft, efter regeringscheferne i Frankrig og Tyskland lovede via en fælles indsats at få bugt med gældskrisen i regionen.
- Vi har fået en pæn åbning i Europa og Danmark, og det skyldes denne her melding Merkel og Sarkozy, der er på vej med en plan for en løsning af gældskrisen, siger Claus Paaske Larsen, der er chefrådgiver hos Nordea, til Ritzau Finans.
C20-indekset ligger ved 12.45-tiden 0,8 pct. højere i 346,13 efter plusser til godt halvdelen af indeksets aktier.
Aktierne skød straks fra morgenstunden i vejret, men har ikke kunnet udbygge fremgangen. For selvom den fransk-tyske udmelding er positiv, er der endnu ingen detaljer om planen.
- Markedet siger nok, at det her er fint, men er på den anden side meget opmærksom på, at der skal noget mere konkret på bordet. Derfor virker stigningen en smule skrøbelig, siger Claus Paaske Larsen og tilføjer, at Merkel og Sarkozy trods alt har sørget for at øge risikovilligheden for en stund.
Den seneste tids fornuftige, amerikanske nøgletal, herunder fredagens arbejdsmarkedsrapport, medvirker ifølge Nordeas chefrådgiver formentlig også til den gode stemning.
Indekstunge Novo Nordisk trækker mest op med en stigning på 2,2 pct. til kurs 543,5. Sydbank og Danske Bank trækker ned med fald på 1,6 og 1,8 pct. til kurs 96,15 og kurs 75,65.
Blandt de mindre banker falder DiBa Bank og Vestjysk Bank med henholdsvis 15,1 og 7,8 pct. til 33,1 og 29,5.
- Vi er ramt blandt bankerne som følge af uroen omkring Max Bank, mens vi reddes af Novo Nordisk, som har lanceret Victoza på det kinesiske marked, siger Claus Paaske Larsen.
Da det egentlig bare var et spørgsmål om tid, hvornår Victoza ville blive lanceret i Kina, er det ifølge Nordeas chefrådgiver formentlig mere signalværdien og en lidt skidt kursudvikling i Novos aktie i sidste uge, der trækker op.
Høreapparatproducenterne er mandag presset af sænkede anbefalinger fra den amerikanske storbank Morgan Stanley, der har sænket William Demant til "underweight" og GN Store Nord til "equal weight". William Demant falder 2,2 pct. til kurs 410,1, og GN Store Nord sætter sig 0,4 pct. til kurs 35,37.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar