Mandagens aktier: Fremgangen holdt fra start til slut
10-10-11 kl. 10/10 2011 15:25 | William Demant Holding 183,10 (-0,65%) | GN Store Nord 211,10 (-0,09%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Vestjysk Bank 2,98 (+1,71%) | Max Bank 7,80 (0,00%) | DiBa Bank 145,00 (0,00%)
Det danske aktiemarked holdt sig mandag fra start til slut i positivt terræn, endda uden at der var nogen form for slinger i valsen undervejs. Selvom der var gode nyheder fra regeringslederne i Frankrig og Tyskland, som barsler med en plan, der skal lægge låg på gældskrisen, var årsagen i høj grad også, at mange amerikanske investorer var blevet hjemme.
Dermed kunne amerikanerne heller ikke vende stemningen i Europa, hvor aktierne steg over en bred kam. En række af de danske banker havde det dog svært efter Max Banks kollaps. Det blev til en stigning i C20-indekset på 1,8 pct. til 349,61.
- Godt nok er aktiemarkederne åbne i USA, men de fleste kunder har fri, og derfor gør amerikanerne ikke rigtigt noget i europæiske aktier. Det smitter gevaldigt af på det danske og europæiske aktiemarked, hvor aktiviteten hele vejen rundt er lav, siger chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans og tilføjer, at investorerne nu venter på, hvad det præcist er, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy har i støbeskeen.
Inden G20-mødet i begyndelsen af november vil Tysklands og Frankrigs regeringer ifølge de to regeringsledere fremlægge et forslag til en generalplan, der skal sikre en stabilisering af euroen, samt at man får bugt med gældskrisen i euroland.
- Markedet siger nok, at det her er fint, men er på den anden side meget opmærksom på, at der skal noget mere konkret på bordet. Derfor virker stigningen en smule skrøbelig, siger Claus Paaske Larsen, chefrådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.
Fremgangen var anført af Carlsberg. Aktien steg 3,5 pct. til kurs 360, da den fortsatte de gode takter fra slutningen af sidste uge, hvor Handelsbanken hævede Carlsberg til "køb".
Indekstunge Novo Nordisk trak mest op med en stigning på 2,4 pct. til kurs 545 på en dag uden sektormæssige tendenser.
FLSmidth, der har en tendens til at klare sig relativt godt, når risikovilligheden øges, steg med 3,3 pct. til kurs 298, mens Lundbeck, der ikke er synderligt følsom over for udsving i konjunkturerne, lukkede 2,3 pct. højere i 107,8.
I bunden af C20-indekset lå Sydbank og William Demant, der faldt med 0,7 og 1,6 pct. til kurs 97,05 og kurs 412,8.
Høreapparatproducenterne var mandag tynget af sænkede anbefalinger fra den amerikanske storbank Morgan Stanley, der sænkede William Demant til "underweight" og GN Store Nord til "equal weight". GN Store Nord steg dog 1,6 pct. til kurs 36,1.
Blandt de mindre banker faldt Totalbanken og Aarhus Lokalbank henholdsvis 16,9 og 13,8 pct. til kurs 27 og 6,9.
Da det egentlig bare var et spørgsmål om tid, hvornår Victoza ville blive lanceret i Kina, var det ifølge Nordeas chefrådgiver formentlig mere signalværdien og en lidt skidt kursudvikling i Novos aktie i sidste uge, der trak aktien op.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar