B&O i opgør med sin salgstrategi - ugebrev
17-10-11 kl. 17/10 2011 05:04 | Bang & Olufsen 148,00 (0,00%)
Den danske elektronik- og designkoncern Bang & Olufsen står foran et dramatisk opgør med den nuværende distributionsstrategi, som alene er koblet op på egne og eksterne franchise B1-konceptbutikker, der kun sælger Bang & Olufsen anlæg. Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Koncernen vil i langt højere grad satse på salg af koncernens unikke lydanlæg i andres forretninger, så de kan kobles op på andre musikanlæg og især andre producenters fladskærme, erfarer
ugebrevet.
- Den første forsmag på den nye distributionsstrategi er salg af tilbehør til Appels ipodprodukter. Men indtil videre har det været en barriere, at Bang & Olufsen-forhandlerne har eksklusivitet på salg
af de traditionelle tv- og lyd produkter fra koncernen. Efter det oplyste vil koncernchef Tue Mantoni drible sig uden om den forhindring ved at etablere et subbrand, nemlig "B&O" som jo formelt adskiller sig fra det traditionelle mærkevarenavn "Bang & Olufsen." Efter det oplyste vil den nye mærkevare fra koncernen blive lanceret allerede til november, skriver Økonomisk Ugebrev.
Tidligere har B&O's lydanlæg været bygget op om, at alle dele af anlægget skulle være fra B&O, men fremtidens B&O-højttalere være baseret på åbne standarder, så de kan kobles op på alle andre producenters fladskærmstv og andre musikanlæg.
- Med andre ord bliver B&O produkter dermed plug-and-play i kombination med andre fabrikanters produkter, hvilket er nyt og et radikalt brud med den hidtidige startegi, forklarer ugebrevet.
Den store styrkeforskel i koncernens kompetencer og know how indenfor henholdsvis lyd og tv, ventes at medføre, at B&O på et tidspunkt helt dropper egen TV-produktion for i stedet at outsource det til en ekstern partner. Tv-fladskærme vil i højere grad blive en bulkvare på linje med de nærmeste konkurrenter og til langt mere konkurrencedygtige priser.
Med det koncept vælger vælger B & O at fokusere sin strategiske fremtid indenfor lyd, hvor styrkepositionen allerede har medført en stor succes indenfor lydanlæg til luksusbiler, konstaterer ugebrevet.
- Den ændrede strategiske fokus betyder også, at B&O ventes at skrue markant op for forskning og udvikling indenfor lyd, og ned for indsatsen indenfor fladskærme. Det fremgår af det seneste aflagte regnskab, at koncernen allerede har skruet en del op for forsknings- og udviklingsomkostningerne, og det er med stor sikkerhed sket indenfor lyd, konkluderer Økonomisk Ugebrev.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar