Vestas/dir: Venter ingen opsætninger af havmøller i 2012
28-10-11 kl. 28/10 2011 13:48 | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%)
En længere ordretørke på offshore-markedet betyder, at Vestas hverken i 2011 eller 2012 kommer til at opsætte møller i havet. Dermed står Siemens Wind Power til yderligere at distancere Vestas på havmøllemarkedet, hvor Vestas dog fredag kunne annoncere sin første ordre siden 30. juli 2009.
- 2011 og 2012 bliver for så vidt angår opstilling af offshore møller et lidt tyndt kapitel i vores historiebøger. Som det ser ud lige nu, har jeg ikke projekter til aflevering til næste år, og du kan sige, at det desværre er ifølge planen. Men for så vidt angår ordreindløb, så er bøgerne jo ikke lukket for i år endnu, siger Anders Søe-Jensen, administrerende direktør for Vestas Offshore, til Ritzau Finans.
Den nye havmølleordre, som selskabet offentliggjorde fredag, er afgivet af tyske E.On, som efter planen skal have installeret møllerne i 2013 og 2014. Selvom der ingen ordrer er til eksekvering i 2012, så vil den nye ordre fra E.On dog betyde noget arbejde for Vestas Offshore allerede i 2012.
- Hvis vi skal til at opstille møller i 2013, så begynder vi allerede at lave de indledende øvelser i 2012, så som sådan giver det jo arbejde i butikken Vestas Offshore at afvikle i 2013. Men det er rigtigt, at vi ikke sætter møller op til næste år - det forventer jeg ikke, siger Anders Søe-Jensen.
Ritzau Finans: I havde et travlt år med opsætninger i 2010, men nu kommer der til at gå over to år imellem efterfølgende opsætninger. Er det ikke et problem i forhold til udnyttelsen af hele organisationen?
- Ja og nej. Det har betydet, at vi har kunnet trække en væsentlig del af vores meget erfarne og kompetente folk over på udviklingen af vores 164'er, den nye store mølle, siger Anders Søe-Jensen.
Han erkender dog, at dødvandet med ordreopsætninger naturligvis også har haft negative konsekvenser, og selskabet havde sidste år "nogle opsigelser" på medarbejdersiden.
- Der er ingen diskussion om, at projektfolk er drevet af projekter, og ja, der er nogle af vores folk, der er gået, men der er så sandelig også mange, som er blevet hos os og deltager meget loyalt i forberedelsen til næste "go". Vi glemmer ikke, hvordan man eksekverer et offshore-projekt, siger Anders Søe-Jensen.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Vestas Wind Systems



