Europa/aktier: Græsk tragikomik sænkede finansaktierne
01-11-11 kl. 1/11 2011 16:55 | Coloplast B 584,50 (+0,86%) | Group 4 Securicor 24,50 (+1,24%)
Den græske premierminister George Papandreou valgte tirsdag at slå et slag for demokratiet. Det skete, da han, som en total overraskelse for EU's toppolitkere, bankernes analytikere og efter sigende sin egen finansminister, meldte ud, at EU's redningsplan skal til folkeafstemning. En afstemning, der ved et nej kan kaste landet ud i ukontrolleret bankerot og et farvel til eurosamarbejdet.
- Borgerne er grundlaget for vores styrke, og borgerne vil blive bedt om at tage stilling til aftalen. Det er ikke for andre at bestemme, men for det græske folk. Vi har tillid til befolkningen, vi tror på demokratiet og er ikke bange for det, sagde premierminister Papandreou ifølge The Guardian.
Papandreou kunne dog næppe have valgt et dårligere tidspunkt at skele til Kleistenes, Platons og Pericles idealer, da landet uden redningspakken ikke står med store chancer økonomisk. Beslutning udløste da også totalt kaos, og status på dagen var en græsk regering i opløsning, frygt for om den næste tranche af redningspenge til udbetaling i november kan udbetales, samt et hasteindkaldt EU-krisemøde onsdag.
Aktiemarkederne reagerede med voldsomme kursfald til alle Europas førende indeks. FTSE 100 faldt 2,2 pct., tyske DAX 5,0 pct. og franske CAC40 5,4 pct. Italienske MIB faldt med 6,8 pct.
Finansaktierne var hårdest ramt i Europa, specielt franske og græske banker. De franske banker er stærkt eksponerede over for den græske statsgæld, og en ukontrolleret bankerot kunne let udløse krak og nationaliseringer.
Société Générale faldt 16,2 pct., National Bank of Greece 14,5 pct. og BNP Paribas 13,1 pct. Samlet faldt banksektoren i Stoxx Europa 600 med 6,5 pct.
I alt faldt 576 af de 600 medlemmer i Stoxx Europa, med Coloplast og G4S blandt de eneste stigende. G4S steg med 0,4 pct., hvilket dog var en ringe trøst til aktionærerne. Selskabet droppede overtagelsen af ISS, der ved offentliggørelse kostede 22 pct. på kursen.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Coloplast B



