Onsdagens avisuddrag med G4S, Danske Bank og GN Store Nord
02-11-11 kl. 2/11 2011 06:08 | Carlsberg B 730,50 (+0,14%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | GN Store Nord 211,10 (-0,09%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Coloplast B 584,50 (+0,86%) | Group 4 Securicor 24,50 (+1,24%)
BØRSEN:
INVESTORER KRÆVER ALF DUCHS AFGANG
G4S' køb af ISS slog fejl og blev afblæst tirsdag, og den fejltagelse er så enorm, at den bør koste bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen posten. Det synes flere investorer, som mener, at formanden selv bør trække sig, efter det fejlslagne køb kostede selskabet 425 mio. kr. (Forsiden og side 6-7)
COLOPLAST SKOVLER PENGE IND
Coloplast præsenterede tirsdag årsregnskab, og det viste et plus efter skat på 1,8 mia. kr. samt en EBIT-margin på 25 pct. for året. Det gør Coloplast til et af de bedst indtjenende selskaber i sin industri på verdensplan. (Side 10)
STRAARUPS AFLØSER BURDE VÆRE KLAR
Ledelseseksperter såvel som aktieanalytikere finder det problematisk, at Danske Banks bestyrelse fortsat ikke har fundet en afløser for Peter Straarup, når man nu i god tid har meldt Straarups afgang ud. (Side 12-13)
RÆDSELSREGNSKAB FRA DANSKE BANK
Danske Bank tabte i årets tredje kvartal 384 mio. kr. efter skat, og det er særdeles utilfredsstillende ifølge analytikerne. Regnskabet havde endda set værre ud, hvis ikke det havde været for tilbageførsler af tidligere tab fra krak i Lehman Brothers og Amagerbanken. (Side 13)
INTERNATIONALE INVESTORER SLAGTER VESTAS
Efter den voldsomme nedjustering fra Vestas mandag, er store internationale investorer begyndt at sælge ud af aktien. Merrill Lynch, Goldman Sachs og Morgan Stanley har alle mindsket beholdningerne af Vestas-aktier, og samtidig har adskillige udenlandske analytikere sænket kursmålet. (Side 28-29)
MÆRSK PÅ AFRIKANSK CHARMEOFFENSIV
A.P. Møller-Mærsk inviterede journalister og reportere til Afrika for at vise offentligheden, hvad selskabet foretager sig på kontinentet samt aflive myter om dårlig sikkerhed. (Side 42-43)
BERLINGSKE BUSINESS:
ISS-FLOP MED MANGE TABERE
G4S droppede tirsdag morgen købet af ISS, og den fejlede handel har flere tabere end vindere. Blandt andet er bestyrelsesmand Alf Duch-Pedersen kommet under stort pres, og mange aktionærer ønsker hans afgang. (Forsiden og side 11-13)
TIDLIGERE ARRIVA-BOSS FAVORIT TIL DSB-TOP
Ifølge kilder er den tidligere chef for Arriva i Skandinavien, Johnny Hansen, favorit til at overtage stillingen som topchef i DSB. (Side 4)
PRIKKERUNDER SPØGER ATTER I BANKERNE
5000 job, svarende til hver tiende stilling, er forsvundet i bank- og finanssektoren de sidste par år, og flere nedskæringer er på vej, spår eksperter. Tirsdag valgte Danske Bank i forbindelse med sit kvartalsregnskab at annoncere et farvel til 2000 medarbejdere over de næste tre år. (Side 5)
NY TOPCHEF KAN KOMME UDEFRA
Danske Banks valg af ny topchef bliver et valg mellem det sikre, en af de interne kandidater Tonny Thierry Andersen og Thomas F. Borgen, og fornyelsen i form af kandidater udefra, som ikke nødvendigvis behøver være bankfolk. (Side 6-7)
JYLLANDS-POSTEN E&Ø:
ANGREB PÅ G4S-TOPPEN EFTER FLOP
Sædet brænder under bestyrelsesformand, Alf Duch-Pedersen efter det fejlslagne ISS-køb. En række udenlandske spekulanter formåede samtidig at score en gevinst på handlens kollaps. (Forsiden og side 10-11)
GN ØGER RENTEKRAV TIL TPSA
GN Store Nord og TDC kræver yderligere 280 mio. kr. af det polske teleselskab TPSA i tabte renter af de 2,9 mia. kr., som TPSA stadig ikke har betalt i erstatning fra en voldgiftssag. (Side 4)
CARLSBERG BESKYLDES FOR FUSK I AFRIKA
Carlsberg fusker med pensionen på bryggeriets eneste fabrik på det afrikanske kontinent i Malawi. Sådan lyder anklagen fra fabrikkens ansatte, mens den anklagede HR-chef, Sabit Sayed, ikke vil udtale sig om sagen. (Side 6)
COLOPLAST MÆRKER INTET TIL KRISEN
Coloplasts årsregnskab viste tirsdag solid vækst, og samtidig har selskabet vundet markedsandele inden for stomi og kontinens, som er selskabets to største forretningsområder. (Side 7)
HØJERE RENTER OG SPARERUNDE PÅ VEJ
Danske Banks kvartalsregnskab viste store tab, og en spareplan, der skal skære 2000 arbejdspladser over de næste tre år, blev samtidig præsenteret. Danske Banks kunder vil mærke regnskabet i form af en højere rentemarginal. (Side 8-9)
UDSULTET BIOTEK PÅ SLANKEKUR
Siden de første biotekselskaber blev børsnoterede i midten af 1990'erne, er det ikke lykkedes dem at skabe værdi, men tværtimod at miste 18,5 mia. kr. i værdi. Fremtiden for selskaberne ser svær ud, vurderer analytiker. (Side 12-13)
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Carlsberg B



