Aktier/tendens: Nerverne sidder uden på tøjet
03-11-11 kl. 3/11 2011 07:40 | Genmab 1.261 (-2,25%) | Chr. Hansen Holding 561,00 (+0,36%)
Det tegner til bratte kursfald, når det danske aktiemarked åbner torsdag.
- Det danske marked er lidt sin egen herre og svært at forudsige. Men vi regner i hvert fald med, at vi skal ned med 2-2,5 pct. i Europa. I Danmark skal vi også ned, men vi har nogle defensive aktier, der kan holde os lidt oppe, så jeg vil tro, at vi åbner 1,5-2,0 pct. lavere, siger chef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans.
Den europæiske gældskrise virker fortsat kaotisk. Grækenlands finansminister, Evengelos Venizelos, har undsagt premierminister George Papandreous planer om en folkeafstemning om, hvorvidt landet skal forblive i euroen. Samtidig har Tyskland og Frankrig smækket kassen i over for grækerne, indtil de har besluttet sig for, om de vil være del af eurosamarbejdet eller ej. Endelig er det usikkert, om George Papandreous regering overlever en tillidsafstemning i parlamentet fredag.
I Frankrig har den franske storbank BNP Paribas nedskrevet sine græske statsobligationer med næsten 17 mia. kr. De danske regnskaber er derimod mere lovende.
Chr. Hansen venter en driftsmargin før særlige poster på over 26 pct. i 2011/12, hvilket overstiger analytikerforventningerne om en overskudsgrad på 25,6 pct., ifølge SME Direkt. Driftsresultatet for fjerde kvartal var derimod til den lidt lette side sammenlignet med konsensus. Aktien steg onsdag 0,1 pct. til kurs 113,6.
TDC's regnskabstal overraskede let positivt målt på driftsresultat EBITDA, og teleselskabet fastholder årsforventningerne.
Ole Kjær Jensen venter dog ingen større reaktion på regnskaberne fra Chr. Hansen og TDC.
Han peger i øvrigt på, at markedet vil holde øje med eftermiddagens rentemeldinger fra ECB, efter banken har fået italieneren, Mario Draghi, i chefstolen. Økonomer venter ifølge Bloomberg News ingen renteændringer, men den nye ECB-chefs kommentarer ved det efterfølgende pressemøde vil få stor bevågenhed, da økonomerne skal spore sig ind på italienerens linje.
Genmab kan få ørerne i maskinen efter en stor nedskrivning af selskabets produktionsfacilitet i Minnesota.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Genmab



