IC Companys/CEO: Det kunne være værre, men er slemt
09-11-11 kl. 9/11 2011 07:52 | IC Companys 155,00 (-1,27%)
Det kunne være værre, men det er slemt for IC Companys, der allerede efter første kvartal må nedjustere ganske markant ramt af ændret forbrugeradfærd og vejret.
- Vi har oplevet det største skred i forbrugeradfærd nogensinde. Vi taler om 15-20 pct.'s tilbagegang i nogle uger kombineret med varmt vejr og det koster for os, forklarer koncerndirektør Niels Mikkelsen til Ritzau Finans.
Det kunne dog have været værre endnu, hvis ikke den nye decentrale struktur havde været på plads med ansvarlige for hvert enkelt af koncernen mærker.
- Den nye organisationsstruktur reagerer hurtigere, end vi tidligere ville have kunnet gøre, siger han.
Nu kan hver enkelt enhed lavere "corrective action". I den gamle struktur ville det have været meget langsommere og topstyret.
IC Companys er ramt på den værste tid af året, da engroskunder i første kvartal placerer ordrer til foråret, og denne ordreindgang er faldet markant.
Stigende råvarepriser rammer også.
- Vi er primært ramt på såkaldt tekniske metervarer som for eksempel Gore-tex. Det kan vi ikke få produceret andre steder, som vi kan med skjorter, derfor rammes IC Companys af de stigende råvarepriser på disse varetyper.
- Bruttomarginen falder markante 3 pct.point, og på 4 mia. kr. er det 120 mio. kr. Det meste af det kan vi absorbere i kraft af den nye organisation, men det er hårdt alligevel, medgiver Niels Mikkelsen.
Han fremhæver dog, at omkostningerne udvikler sig godt.
- Omkostningerne i september falder, og vi er under niveauet for sidste år, siger han.
Et andet positivt punkt er, at han vurderer, at selskabet tager markedsandele og fortsat vil kæmpe for denne tendens.
Når konjunkturerne og forbrugeradfærden dermed engang vender, står IC Companys godt rustet til at drage indtjeningsmæssig fordel af det.
- Vi har aldrig haft bedre styr på virksomheden, men markedet er svært at styre, slutter koncerndirektøren.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar