Hartmann/Stadil: Spændende virksomhed - vil gerne have alt
10-11-11 kl. 10/11 2011 14:51 | Brdr. Hartmann 345,50 (-0,43%)
Æggeemballagekoncernen Hartmann er en utroligt spændende virksomhed, som Stadil-koncernen Lactosan-Sanovo Holding gerne vil eje helt og aldeles. Det siger bestyrelsesformand Thor Stadil til Ritzau Finans.
Lactoscan-Sanovo, der er et datterselskab af Thornico, har fremsat et frivilligt købstilbud til aktionærerne i Hartmann med en tilbudskurs på 95 kr. per aktie, efter at selskabet i juli erhvervede større aktieposter. På det kursniveau har aktien faktisk ligget siden dengang Stadil-koncernen købte i sommer. Lactoscan-Sanova ejer nu 33,32 pct. af Hartmann.
- Jeg synes, det er en utrolig spændende virksomhed, som jeg altid godt har kunnet lide. Den har en rigtig sund fremtid med ny ledelse og ny bestyrelsesformand, siger Thor Stadil og fremhæver også, at Hartmann er i en branche, som Lactoscan-Sanovo i forvejen har virksomheder i.
Hartmann sælger emballage til æggeindustrien, og Lactoscan-Sanovo sælger til samme branche.
- Vi sælger maskiner, der pakker, vejer og behandler æggene, før de ryger i æggebakkerne, forklarer bestyrelsesformanden.
Lactoscan-Sanovo vil være verdens største "egg handling"-selskab og er det næsten. Til det mål passer æggebakker godt ind.
Hartmann er ikke fremmed for Lactoscan-Sanovo.
I april 2007 købte selskabet Hartmanns tre emballagefabrikker i Sydamerika, og siden er der købt yderligere en og en femte er under bygning i Brasilien. Der produceres emballager til frugt og æg cirka ligeligt fordelt
Ejerandelen i Hartmann må gerne blive større og helst ser Thor Stadil, at man får det hele, men det er ikke nødvendigt.
- Jeg vil have så meget som muligt og gerne det hele. Men jeg er så ydmyg, at ønsker folk ikke at sælge, er det fint. Kan jeg få 10 eller 15 pct. mere, er det også fint nok til mig, men jeg ser helst, vi får over 50 pct., siger han.
Blandt de større aktionærer er Hartmanns Fond med 12,2 pct. og LD med 20,6 pct., ifølge Dansk Aktie Analyse.
Selv med fuldejerskab bliver det for Hartmann business as usual.
- Jeg er ikke interesseret i at lave store ændringer i Hartmann. Direktionen gør det godt, og det er jeg ikke interesseret i at ændre noget ved, slår han fast.
13. juli blev det offentliggjort, at Thornico koncernen havde købt to væsentlige aktieposter fra henholdsvis EDJ-Gruppen og ATP, hvorefter Thornico koncernen og Thor Stadil besad ca. 29 pct. af Hartmanns aktiekapital.
Per 10. november i år ejer Thornico-koncernen sammen med Thor Stadil 33,32 pct. af aktierne i Hartmann. Thornico og Thor Stadil betragtes som personer, der handler i forståelse med hinanden, idet Thor Stadil er formand for bestyrelsen i Thornico, der er 100 pct. ejet af Thor Stadils søn, Christian Stadil.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar