North Media/Dir: Reklameskat vil koste dyrt for forbrugerne
14-11-11 kl. 14/11 2011 13:13 | North Media 38,80 (+3,47%)
Den nye regering har været næsten grotesk dårlig for North Media's distributionsforretning FK Distribution, der står for hovedparten af overskuddet i koncernen. Først ville regeringen indføre end "ja-tak"-ordning på hustandsomdelte reklamer, og nu præsenteres en afgift på trykte reklamer, der skal skaffe 400 mio. kr. til statskassen.
- Lige nu er problemstillingen for os, at det er meget, meget vagt det, der er kommet ud. Vi ved næsten ingenting, så vi kan ikke komme nærmere ind i, hvad det vil betyde for os rent økonomisk, siger North Medias direktør for FK Distribution, Mads Dahl Andersen.
Hvis der indføres en skat på reklamerne vil det dog koste den gennemsnitlige forbruger mange tusinde kroner om året. Det vurderer direktøren, der bakkes op af et nyt studie fra Copenhagen Economics.
Analysen er til dels baseret på udviklingen i Østrig, der indførte en reklameskat i 2000. Med en skattestigning på 10 pct. i Østrig faldt reklameomfanget med 16 pct. Det medførte direkte, ifølge tal fra London School of Economics, en stigning i forbrugerpriserne på 0,5 pct.
Konklusionen er, at hustandsomdelte tryksager skaber prismæssig konkurrence i et langt større omfang end reklamer i andre medier. Derfor vil en reklameskat mindske konkurrencen på pris og sende priserne opad.
- Overført til danske forhold vil en afgift som foreslået på 400 mio. kr. betyde, at prisen på fødevarer i Danmark kan stige med op til 5-6 pct. Det vil betyde en merudgift for en dansk børnefamilie på omkring 2500-3000 kr. om året, konkluderer analysen fra Copenhagen Economics.
Samtidig vurderer Mads Dahl Andersen, at skatten vil skade de mindre virksomheder voldsomt, da de vil miste deres primære kommunikationskanal med deres kunder. Det gælder specielt for de pressede mindre virksomheder i udkantsdanmark.
- En afgift på reklamer vil være et meget stort problem for nærbutikkerne. De har i forvejen ikke den allerbedste økonomi, og antallet af nærbutikker er faldende. Sådan en afgift vil ramme dem direkte, når den skal hældes over på kunderne. Samtidig er trykte reklamer den eneste metode, de har, til at positionere sig i deres lokalområde. Så det vil være et markant problem for nærbutikkerne dette her, siger Mads Dahl Andersen.
Regeringen argumenterer i forslaget samtidig med, at der vil være en gavnlig effekt på miljøet, hvis mængden af trykte reklamer reduceres.
- Et års forbrug på 55 kg af reklamer til en husstand svarer miljømæssigt til at køre en tur på 80 km. i en normal bil. Så når det kommer til stykket, er miljøbelastningen ikke så stor. Selv når man snakker med forbrugerrådet og andre aktører er de enige i, at miljøeffekten er begrænset. Der er ikke et særligt stort miljøspøgelse i dette her, det er der ikke, siger Mads Dahl Andersen og fortsætter:
- I løbet af relativt kort tid tror jeg forresten, at dette her vil handle mere om skatteprovenu og mindre om miljøbelastning.
Hvis regeringen får held til at gennemføre skatten og samtidig gennemfører en "ja-tak"-ordning på hustandsomdelte reklamer, kan Mads Dahl Andersen se frem til meget svære arbejdsbetingelser for FK Distribution.
- At det kan blive svært at være os, det kan jeg bekræfte. Hvis begge tiltag gennemføres, vil det ikke blive nemt, afslutter Mads Dahl Andersen.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar