NKT/CEO: Frygtet afmatning for Nilfisk-Advance udeblevet
15-11-11 kl. 15/11 2011 08:48 | NKT Holding 274,80 (+0,40%)
Nilfisk-Advance, der producerer professionelle rengøringsmaskiner, overrasker positivt med væksten i tredje kvartal, og den afdæmpning på markedet, som selskabets ledelse selv gav udtryk for frygt for i forbindelse med NKT Holdings kapitalmarkedsdag i september, er hidtil udeblevet.
- Det er nok gået lidt i sig selv igen. Man kan i hvert fald ikke spore det i de her tal i og med, at de er så stærke som de er. Det er også vores prognose, at det her billede vil fortsætte ind i fjerde kvartal. Det vi har set indtil videre i fjerde kvartal bekræfter, at markederne fortsat er fornuftige, siger NKT Holdings koncernchef, Thomas Hofman-Bang, til Ritzau Finans.
Nilfisk-Advance præsterede i tredje kvartal en organisk vækst på 9 pct. og en omsætning på 1501 mio. kr., hvor analytikerne ifølge SME Direkt havde estimeret et salg på 1448 mio. kr. Det operationelle resultat i forretningen steg samtidig fra 84 til 107 mio. kr. Her var udviklingen på niveau med analytikernes forventninger.
- Vi er meget tilfredse med udviklingen i Nilfisk-Advance og væksten på 9 pct., som er bedre, end hvad vores hovedkonkurrent har præsteret i det kvartal. Hvor vi tidligere havde for lidt vækst i USA, har vi nu en vækst på 15 pct., og i Europa har vi fortsat god fremgang med en vækst på 7 pct., siger Thomas Hofman-Bang.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om NKT Holding



