NKT/CFO: Valutakurserne har ramt os
15-11-11 kl. 15/11 2011 10:27 | NKT Holding 274,80 (+0,40%)
NKT Holding har ikke haft en heldig hånd på valutamarkedet i tredje kvartal, hvor nogle af de valutaer, som selskabet normalt ikke afdækker sine risici, har oplevet en for selskabet ugunstig udvikling. Det har i kvartalet givet NKT et tab på 40 mio. kr. mod en udgift på 7 mio. kr. i samme periode sidste år.
- Vi har i kvartalet oplevet betydelige udsving i valutaer, som vi normalt ikke afdækker risiciene på. Noget af tabet er indhentet i oktober, men det er naturligvis svært at forudsige, hvor vi ender ud for hele året, sagde NKT Holdings CFO Michael Hedegaard Lyng under en præsentation tirsdag efter offentliggørelsen af koncernens regnskab for tredje kvartal.
Samlet set viser NKT's finansielle poster en udgift på 106 mio. kr. mod en udgift på 43 mio. kr. i samme periode sidste år.
- Stigningen skyldes henholdsvis en højere nettorentebærende gæld, en højere rentemarginal på gælden, samt effekten af valutakursreguleringer på de finansielle poster, som udgør en omkostning på 40 mio. kr. - hvilket er en stigning på 33 mio. kr. i forhold til 3. kvartal 2010. Valutakursreguleringerne skyldes hovedsageligt udsving i dollar i forhold til sydamerikanske og østeuropæiske valutaer, hvor koncernen i 3. kvartal havde mindre eksponeringer, skriver NKT i regnskabet for tredje kvartal.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om NKT Holding



