Aktier middag: Røde kurser og usikkerhed dominerer
15-11-11 kl. 15/11 2011 12:14 | Bang & Olufsen 148,00 (0,00%) | Topdanmark 263,40 (+0,30%) | NKT Holding 274,80 (+0,40%) | D/S Norden 132,90 (0,00%)
Det er de røde tal, som dominerer det danske aktiemarked tirsdag middag. Dermed skiller fondsbørsen i København sig ikke ud fra mængden, hverken blandt de øvrige europæiske markeder eller fra trenden fra såvel USA mandag aften som Asien tirsdag morgen.
De seneste dages politiske udvikling i såvel Italien som Grækenland har ikke givet den ro, der var forventet, og den stigende usikkerhed kommer igen snigende fra Sydeuropas kriseramte lande, der nu ikke kun tæller mindre økonomier som Portugal og Grækenland, men også Italien og Spanien.
En klar indikator er rentemarkederne, hvor Italien tirsdag middag igen er i søgelyset med en tiårig rente på statspapirer på over de kritiske 7 pct., mens også renterne i Spanien og Frankrig er for opadgående.
Det danske aktiemarked er dog knap så hårdt ramt som det øvrige Europa og C20-indekset ligger ved middagstid med et minus på 1,1 pct. i 371,58. De øvrige europæiske indeks ligger samtidig med fald på mellem 1,6 pct. og 2,5 pct., og ses der på det brede Stoxx 600 indeks, er faldet på 1,4 pct.
Fra den selskabsspecifikke front ligger NKT og D/S Norden i hver sin ende - også når der ses på hele C20-indekset.
I top finder man Rederiet Norden, der opjusterede forventningerne i et regnskab, der resultatmæssigt stort set var som ventet. Norden profiterede især af et ratemæssigt hop på tørlastmarkedet.
- Vi har set et lille opsving i tørlastmarkedet, som vi har kapitaliseret på, så det er fra tørlastdivisionen, opskrivningen af forventningerne kommer, siger administrerende direktør Carsten Mortensen til Ritzau Finans.
Investorerne kvitterer for resultaterne med en stigning på 3,3 pct. til 155 kr.
Til gengæld leverede NKT et skuffende regnskab, hvor Cables-divisionen igen stod som synderen. Kabelaktiviteterne er blandt andet påvirket af en stor opbremsning i markedet for højhastighedstog i Kina, hvilket har givet NKT en tilbagegang på ikke mindre end 53 pct. i forhold til samme kvartal året før.
- Jeg synes, at regnskabet over en bred kam er svagere end forventet, og igen er det i Cables, hvor der er de største huller, siger aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Ritzau Finans.
NKT landede et nettoresultat til aktionærerne på 42 mio. kr., hvor analytikerne ifølge SME Direkt havde estimeret et resultat på 108 mio. kr. NKT-aktien falder 5,1 pct. til 188,40 kr. og er dermed C20's bundprop.
Topdanmark slap ud af tredje kvartal med et underskud på 53 mio. kr. eller 27 mio. kr. mindre, end analytikerne havde ventet ifølge SME Direkt. Det forsikringstekniske resultat steg til 188 mio. kr., hvor analytikerne her havde ventet et resultat på 153 mio. kr. Det forsikringstekniske nøgletal "combined ratio" landede desuden på 91,8 pct., hvor analytikerne havde ventet 93,8 pct.
Topdanmark nedjusterer forventningerne med 50 mio. kr. til nu at lyde på 900-1000 mio. kr., hvilket dog var forudset i analytikerkredse. Investorerne ser da også positivt på udfaldet, idet aktien stiger 0,5 pct. til 891,50 kr.
Bang & Olufsen har måttet udskyde lanceringen af den ny kategori af produkter. De skal ellers tiltrække helt nye kunder til forretningen, og hvad værre er: Det er dårlig intern planlægning, der bærer skylden for, at det nye sub-brand ikke når julehandelen.
- Det handler om, at udviklings- og produktionsprocessen har varet lidt længere, end vi oprindeligt ventede. Derfor er vi kommet for sent i gang i forhold til at producere det antal, som en sådan lancering kræver, lyder det fra kommunikationsdirektør Tommy Jakobsen til Ritzau Finans.
B&O-aktien falder 3,5 pct. til 55,50 kr.
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar