Spk Himmerland/fmd.: Sag om børsfusk er et chok
16-11-11 kl. 16/11 2011 11:55 | Sparekassen Himmerland 172,50 (+1,47%)
Sigtelsen af Sparekassen Himmerland og direktøren for børsfusk kommer som et chok for bankens ledelse.
Bestyrelsesformand Finn Hovalt Mathiassen siger, at han har det rigtig skidt med hele affæren.
- Det er en rigtig dårlig sag, som rammer os i nakken. Vi er et af landets mest solide pengeinstitutter, så det er rigtig kedeligt, at vi bliver ramt af noget, som skete i 2008. Og det ser vi meget alvorligt på i bestyrelsen, siger han.
Sparekassen Himmerland gør derfor alt, hvad banken kan for at hjælpe politiet med alle tænkelige oplysninger, understreger Finn Hovalt Mathiassen.
- Vi har samtidig igangsat vores egen undersøgelse, så vi er 100 procent sikre på, at det er en isoleret hændelse. Og at der ikke er andre personer involveret, siger han.
Ifølge politianmeldelsen fra Finanstilsynet, som danner grundlag for sigtelsen, indgik Sparekassen Himmerland og EBH Bank i 2008 en aftale om gensidigt køb af hinandens aktier for 10 millioner kroner.
Aftalen sikrede, at kursen på Sparekassen Himmerlands aktier ikke kunne falde under 600 kroner - på trods af, at finanskrisen medførte et salgspres på aktien.
Selv om direktøren selv er fratrådt, så afviser bestyrelsesformanden, at der er sket noget ulovligt i banken.
Hvad baserer du det på, når hverken jeres egen eller politiets undersøgelse er færdig?
- Det baserer jeg på den viden, jeg har lige nu, og den består i to døgns arbejde, og det er det jeg udtaler mig om.
- Jeg er også nødt til at sige, at jeg ikke kan dybt ind i sagens materie, det må jeg simpelthen ikke, så længe sagen bliver efterforsket, siger Finn Hovalt Mathiassen. /ritzau/
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar