Rovsing lancerer ny strategi
18-11-11 kl. 18/11 2011 13:50 | Rovsing 0,18 (-2,22%)
Rovsing, der leverer produkter, systemer og software til rumfartsindustrien og yder konsulentbistand inden for udvikling af sikkerhedskritisk software til bilindustrien, lancerer en ny strategi efter selskabet afsluttede turnaround. Det oplyser selskabet.
Den nye strategiplan resulterer blandt andet i en styrkelse af kapitalgrundlaget og afsøgning af muligheder for partnerskab.
- Rovsings nye fem-årige strategiplan lægger op til en mere fokuseret forretningsmodel inden for selskabets to kerneområder rumfart og automobil industrien, skriver selskabet.
Inden for rumfart har Rovsing tidligere gennemført individuelle udviklingsprojekter til europæiske institutionelle rumfartsprogrammer.
- Fremover vil Rovsing primært koncentrere sig om at producere samt levere standardprodukter og systemer med banebrydende teknologi til det globale institutionelle, kommercielle og forsvarsmæssige rumfartsmarked, fremgår det.
Den anden del af strategien indebærer en fortsættelse af
den succesfulde penetrering af automobilindustrien.
Rovsing har allerede etableret sig indenfor automobil industrien med en række stærke kundereferencer som for eksempel BMW, Volkswagen og TRW og ønsker som en del af den nye strategi at bygge videre på dette gennembrud.
- I forbindelse med gennemførelsen af strategiplan 2012-2016 har Rovsing muligheden for at blive global markedsleder inden for leverance af produkter til test af satellitters "On-board power systems". Rovsing har ligeledes gode muligheder for at blive en førende leverandør af konsulentydelser til den tyske automobilindustri inden for udvikling af sikkerhedskritisk software, udtaler bestyrelsesformand Christian Hvidt.
Rovsing vil senere i år redegøre yderligere for den
ventede markedsudvikling og om selskabets vækstmålsætninger, strategi og økonomiske forventninger for perioden 2012-2016.
Den nye vækststrategi gør at Rovsing "planlægger at styrke selskabets kapitalgrundlag og afsøge muligheden for at indgå et evt. partnerskab med en industriel partner".
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar