Fredagens aktier: C20 sætter ugeplus over styr
18-11-11 kl. 18/11 2011 16:20 | Carlsberg B 730,50 (+0,14%) | NeuroSearch 3,50 (-0,28%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Brøndby IF 2,78 (-2,46%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Ambu 584,50 (-0,76%)
Aktiemarkedet fortsatte fredag i den velkendte trædemølle med fokus på udviklingen i de sydeuropæiske renter, og politikernes kamp for at få styr på gældskrisen.
I Grækenland fremlagde den nye ministerpræsident Papademos en finanslov med et budgetunderskud på 5,4 pct. af bruttonationalproduktet næste år. Italiens regeringschef Mario Monti fik parlamentets opbakning, og samtidig fortsatte ECB med at holde snor i både de italienske og spanske renter. Flere iagttagere ønsker dog, at ECB får lov til at bruge endnu større ildkraft, og der hersker stadig stor nervøsitet for, om renterne igen skal løbe løbsk. Samtidig er det formentlig et tema, som ikke går væk lige med det samme.
- Det kan godt være, at man kan finde nogle løsninger og nogle hjælpepakker, men gælden er der stadig, og jeg er bange for, at det her kan ligge som en dyne over markedet i ugevis eller måneder, siger handler i Jyske Bank, Klaus Andersen, til Ritzau Finans.
Efter små stigninger ugens første tre børsdage fortsatte C20-indekset tendensen fra torsdag med et fald på 0,6 pct. til 373,87. Over ugen blev det til en nærmest ligegyldig gevinst på 0,2 pct.
Der var ifølge Sydbanks afdelingschef, Ole Kjær Jensen, en smule købsinteresse i Carlsberg, men det rakte kun til en stigning på 0,3 pct. til kurs 393. Generelt var markedet ret afventende og aktiviteten begrænset.
A.P. Møller - Mærsk-aktien faldt 2 pct. til kurs 35.020. Dermed endte aktien ugen uændret, hvor Esplanaden har måttet se den nye regering varsle et eftersyn af olieaftalen for Nordsøen.
For Vestas var ugen dog alt andet end mindeværdig. Aktien dykkede fredag for femte børsdag på stribe og lå en overgang under 72,75 kr., hvilket var kursen på den sidste handelsdag i april 2005, før Ditlev Engel havde sin første arbejdsdag hos Vestas.
- Ud over en generel mistillid til Vestas, er der det også til branchen. Vi ser, at andre sol- og vindaktier har det svært i øjeblikket, måske også som følge af, at staterne skal spare, og at et af de steder, der vil kunne spares, er på de mange tilskud til alternativ energi, siger Ole Kjær Jensen.
Vestas sluttede 0,7 pct. lavere i kurs 74,4 - det laveste niveau i seks år. Over ugen løb faldet op i 7 pct.
Blandt sidepapirerne krængede Torm-aktien igen faretruende. Kursen dykkede til det laveste niveau siden 1999 efter et fald på 9,4 pct. til kurs 4,2. Den planlagte emission på 300 mio. dollar vil udvande de eksisterende aktionærer mærkbart. Markedsværdien er nede på bare godt 300 mio. kr., mens kapitalkravet er på godt det femdobbelte.
Neurosearch, der ligeledes er på pengejagt til sine 200 mio. kr. dyre afsluttende studier med Huntingtons-medicinen, Huntexil, satte bundrekord i kurs 15. Det var et fald på 6,3 pct. over dagen.
Fredagen blev i det hele taget en travl dag i "hall of shame". Brøndby nedjusterede forventningerne til 2011 til et kæmpe underskud på 35 mio. kr. fra et tidligere ventet minus på 7-9 mio. kr. Bestyrelsesformand Per Bjerregaard erkendte, at han var flov over nedjusteringen, og måtte se aktien slutte i det laveste niveau siden 1996 - 3,5 pct. lavere i kurs 14.
I den modsatte grøft fandt man Ambu, som blev belønnet for lovende forventninger til 2011/12 om fortsat vækst og en forbedring af marginen fra 14,7 pct. til 15-15,5 pct. Aktien steg 5,6 pct. til kurs 132.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar