Tirsdagens aktier: Endnu en dag med store udsving
29-11-11 kl. 29/11 2011 16:33 | Roblon B 412,00 (+0,86%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | GN Store Nord 211,10 (-0,09%) | Pandora 600,50 (-0,41%)
Det danske aktiemarked lukkede tirsdag højere for tredje børsdag i træk, men det holdt hårdt. Et nervøst marked bølgede frem og tilbage, og de store europæiske aktieindeks lå det ene øjeblik højere for derefter at falde tilbage under stregen.
Et godt nøgletal fra USA sørgede dog til sidst for, at vægtskålen tippede til den rigtige side, og markedet endte i plus med en stigning til C20 på 0,5 pct. til niveau 373,03.
- Det har igen været en dag med store udsving, og det er stadigvæk den europæiske gældskrise, som styrer markederne. Vi får en masse udtalelser og rygter, som gør, at det suser op og ned, forklarer Claus Paaske Larsen, chefrådgiver hos Nordea, og tilføjer, at tirsdagen bød på både gode og dårlige nyheder.
På den negative side af vægtskålen tyngede ifølge Claus Paaske Larsen nyheden om, at Den Europæiske Centralbank, ECB, ikke kunne sælge obligationer nok til at finansiere bankens opkøb af blandt andet italienske og spanske statspapirer.
- Men vi har også fået nogle fornuftige nøgletal i form af en overraskende stærk, amerikansk forbrugertillid, som her mod slutningen har været med til at trække aktierne op, siger Nordeas chefrådgiver og tilføjer, at markedet dog har været lidt afventende op til mødet blandt Eurolands finansministre tirsdag aften, hvor udbetalingen af næste lånetranche til Grækenland og en styrkelse af krisefonden EFSF er på tapetet.
I toppen af C20-indekset var enzymproducenten Novozymes, der uden selskabsspecifikt nyt steg 3,6 pct. til kurs 170,2, efterfulgt af GN Store Nord, der steg 1,8 pct. til kurs 47,5.
Pandora lå en overgang til en stigning på 3,4 pct., men luften gik ud af aktien, der lukkede 0,8 pct. lavere i 53,5.
- Pandora startede stærkt, men faldt tilbage i løbet af eftermiddagen, og det skyldes, at Tiffany's er kommet nogle skuffende tal for tredje kvartal, siger Claus Paaske Larsen.
I den tunge ende af indekset kunne man også finde et par af de aktier, som klarede sig bedst mandag. Herunder Vestas, der lukkede 2,5 pct. lavere i kurs 71,8 efter en stigning til vindmølleaktien på 3,7 pct. mandag, og Sydbank, der faldt 1,6 pct. til kurs 93,45 efter et plus på flotte 4,9 pct. mandag.
Blandt sidepapirerne steg Roblon 4,4 pct. til kurs 620, da investorerne kvitterede for endnu en opjustering af selskabets forventninger til hele 2010/11, hvor der nu ventes et overskud før skat i størrelsesordenen 36 mio. kr.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar