Aktier/tendens: Nye skuffelser ses sende markedet baglæns
30-11-11 kl. 30/11 2011 07:34 | Royal Unibrew 369,20 (+0,38%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%)
Futures indikerer onsdag en negativ åbning på de europæiske aktiemarkeder, og det danske aktiemarked ventes vanen tro at følge trop.
Ratinginstituttet Standard & Poor's har sænket kreditvurderingen af en lang række af verdens største banker, og det ventes at sætte hele sektoren under pres. Samtidig har udmeldingerne fra tirsdagens møde mellem eurozonens finansministre om en styrkelse af Den Europæiske Finansstabiliseringsfond, EFSF, været skuffende, konstaterer Nordea i sin morgenrapport.
- Eurogruppens finansministre arbejder videre på at forøge EFSF's finansielle beredskab, men udmeldingerne fra gårsdagens møde går på, at størrelsen "kun" når op på 500-750 mia. euro, mod tiltænkte 1000-2000 mia. euro. Man vil endvidere arbejde for en større rolle til IMF, og forventer at kunne påbegynde støtteopkøb og garantistillelse af statsobligationer fra starten af 2012, skriver Nordea.
C20-indekset sluttede tirsdag 0,5 pct. højere i 373,03. Futures peger på fald i de toneangivende europæiske aktieindeks i størrelsesordenen 0,8-1,2 pct. Hvor galt det går herhjemme vil i høj grad afhænge af retningen i C20-indeksets sværvægter Novo Nordisk. Medicinalaktien steg tirsdag 0,7 pct. til kurs 614.
Standard & Poor's sænkning af en række globale banker ventes at belaste kurserne i hele sektoren. Herhjemme kan der desuden komme særligt fokus på Danske Bank, da Børsen onsdag afslører den nye svenske storaktionær Cevians planer med at købe aktier i storbanken. Ifølge Børsen ønsker Cevian blandt andet at indsætte Maersk Lines topchef, Eivind Kolding, som ny direktør i banken.
Danske Bank faldt tirsdag 1,8 pct. til kurs 74,65. A.P. Møller - Mærsk endte 1,4 pct. højere i kurs 34.920.
Fra regnskabsfronten er der onsdag morgen kommet nyt fra Royal Unibrew, der fastholder sine forventninger til hele 2011. Det sker på baggrund af et kvartalsregnskab, der skuffede analytikerne målt på omsætningen, men til gengæld var en anelse bedre end ventet målt på driftsindtjeningen.
- Overordnet set er det et godkendt regnskab. Omsætningen er lidt til den lave side i forhold til mine forventninger, til gengæld er indtjening meget stærk, specielt i Vesteuropa. Det er ganske imponerende, at de kan holde så høj lønsomhed trods høj priskonkurrence og det dårlige vejr, der har præget markederne, siger analytiker i Sydbank Morten Imsgard til Ritzau Finans.
Aktien i Royal Unibrew faldt tirsdag 1,1 pct. til kurs 283,5.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar