Torsdagens aktier: ECB-skuffelse sænkede markedet
08-12-11 kl. 8/12 2011 16:12 | FLSmidth & Co. 438,00 (0,00%) | William Demant Holding 183,10 (-0,65%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | NKT Holding 274,80 (+0,40%) | TopoTarget 0,00 (0,00%)
En kaotisk dag på det danske aktiemarked endte med et solidt minus efter ECB's chef Mario Draghi kastede en spand koldt vand i hovedet på de interventionsivrige investorer. Samtidig var der storudsalg i Vestas-aktien i et marked tomt for købere.
Samlet endte C20-indekset med et fald på 1,01 pct. til indeks 381,65.
Udviklingen var ellers stabil dagen igennem indtil den europæiske centralbank åbnede for sluserne. Retningen blev sat med en rentesænkning, og blev efterfulgt af en stribe nye tiltag. Markederne jublede i første omgang over, at ECB vil tilbyde treårige lån, slækker på kriterierne for sikkerhed for lån og sænkede reservekravene. Centralbankchef Mario Draghi var dog ikke færdig.
Han manede markedets forhåbninger om, at ECB vil gå aggressivt ind og købe statsobligationer i jorden, og satte en tyk streg under, at ECB vil følge ånden i traktaten og dermed ikke låne penge direkte eller gennem IMF til medlemslande.
- Der kom spændende tiltag, men det var skuffende, at der ikke kom noget konkret om at købe statsobligationer, og det skuffede markederne, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.
Nationalbanken fulgte op med en rentesænkning på 0,4 pct.-point i udlånsrenten til historisk lave 0,8 pct. Nils Bernsteins stemme druknede dog i torsdagens råbekonkurrence, selvom flere økonomer udtrykte overraskelse over rentesænkningens størrelse.
Selskabsspecifikt tog Vestas overskrifterne med et voldsomt dyk på 8,0 pct. til kurs 67. Det er den laveste lukkekurs siden foråret 2005 og dermed også lavpunktet for 2011, der har set kursen falde med 61,9 pct. fra 176,10 ved årets start. Det til trods for, at selskabet torsdag kunne melde om en ordre i Sydafrika, der dog endnu ikke er fast og ubetinget.
- Carnegie var storsælgende i aktien indtil klokken 14, og derefter begyndte Merril Lynch at sælge voldsomt ud. Så det er simpelthen en gigantisk salgsordre der er kommet ind i et marked, der slet ikke kan bære det. Der er slet ikke købere til så mange aktier, siger Mads Zink.
Til sammen solgte de to banker 1,1 mio. aktier i Vestas torsdag ud af i alt 204 mio. aktier i selskabet.
Vestas var dog langt fra alene om at falde. NKT dykkede med 4,9 pct. til kurs 190, DSV 4,1 pct. til kurs 103 og FLSmidth tabte 3,9 pct. til kurs 334,1 på trods af, at selskabet modtog en ordre på 270 mio. kr. til Australien.
Depressionen var dog ikke total, og William Demant Holding kunne sammen med TDC, Tryg og Lundbeck lukke i plus. Høreapparatsaktien steg med 1,5 pct. til kurs 462,70 godt hjulpet af, at Citigroup hævede sin anbefaling fra "sælg" til "neutral" og hævede kursmålet til 460 kr. fra 378 kr. For to uger siden hævede Goldman Sachs sin anbefaling fra "neutral" til "køb" på aktien.
Novo Nordisk holdt samtidig hånden under det danske indeks med et marginalt fald på 0,1 pct. til kurs 637,50.
Uden for C20 styrtdykkede Topotarget med 18,9 pct. til kurs 2,27 dagen efter, at en større restrukturering blev offentliggjort. Restruktureringen koster 40 pct. af de danske medarbejdere jobbet, og selskabet afventer nu mere eller mindre blot resultaterne med lægemiddelhåbet Belinostat mod lymfekræft.
- Vi får "topline"-data på et tidspunkt i løbet af 2012. De vil diktere, om vi indsender en registreringsansøgning, så det dikterer vel også worst og best case, siger finansdirektør Anders Vadsholt til Ritzau Finans.
Topotarget vil modtage en større milepælsbetaling, hvis der er succes med registreringsansøgningen samt aktier i partneren Spectrum Pharmaceuticals. Godkender de amerikanske sundhedsmyndigheder midlet, kommer desuden et større kontantbeløb. Et negativt udfald vil derimod betyde, at Topotargets nuværende pengekasse på 110 mio. kr. løber tør engang i 2013.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar