Aktier/middag: Købelysten på vej tilbage
09-12-11 kl. 9/12 2011 11:44 | Carlsberg B 730,50 (+0,14%) | FLSmidth & Co. 438,00 (0,00%) | Vestas Wind Systems 572,50 (+1,60%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | Sydbank 252,00 (+1,12%)
Efter en børsåbning med store kursfald i Europa har investorerne genfundet risikolysten i løbet af formiddagen og handlet stort set alle europæiske aktieindeks i plus. Lige med undtagelse af Danmark, der hænger i bremsen, blandt andet på grund af fald i Novo Nordisk og Carlsberg.
Ved 12.40-tiden er C20-indekset faldet 0,14 pct. til indeks 381,11.
- Vi havde en lidt nervøs start efter de foreløbig resultater af topmødet i EU, men nu kører markedet lidt op. I takt med at dagen er skredet frem, er køberne kommet tilbage, fortæller afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans. Han peger hovedsagligt på rygter som årsagen til fremgangen.
Fremgangen har dog ikke kunnet hive det danske C20-indeks permanent op fra de røde tal endnu.
Novo Nordisk, der vægter omkring 40 pct. i indekset, bærer sin del af skylden med et fald på 0,6 pct. uden særlige nyheder. Aktien koster nu 633,50 kr.
Desuden er en anden C20-sværvægter, Carlsberg, faldet med over 2 pct. til 396,30 kr.
- Vi ser lidt usikkerhed i Rusland i øjeblikket. Der har været flere dage med demonstrationer over valget, og det gør, at det russiske marked er nede med 3 pct. i dag. Jeg tror måske den usikkerhed rammer Carlsberg, siger Ole Kjær Jensen om bryggeriets største marked.
I toppen af indekset er FLSmidth sprunget 2,1 pct. op til 341,20 kr., og Vestas går 1,5 pct. frem til 67,95 kr.
Ingen af de to industriselskaber er i særlig grad hvirvlet ind i nyhedsstrømmen i dag, men begge aktier oplevede store kursfald torsdag, som til dels revancheres i dag.
Desuden er der lidt fremgang at mærke i bankaktierne oven på torsdagens tiltag fra Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken. Danske Bank og Sydbank, som begge lå i rødt fra morgenstunden, stiger nu med henholdsvis 1,1 pct. og 0,3 pct.
De europæiske stats- og regeringschefer kan nå at påvirke de finansielle markeder yderligere, når de fredag genoptager deres topmøde i Bruxelles.
Desuden byder dagen på amerikanske nøgletal for handelsbalancen i oktober og University of Michigans tillidsindeks for december.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar