Fredagens danske avisuddrag med Lundbeck, Mærsk og Nordsøolie
02-12-11 kl. 2/12 2011 06:11 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Lundbeck 371,10 (-2,24%)
BØRSEN:
GÆLDSKRISEN STOPPER SALG AF DANSKE VIRKSOMHEDER
De seneste uger er markedet for handel med virksomheder gået fuldstændig i stå, og skylden skydes på gældskrisen i Europa. Usikkerhed om euroen krydret med sværere lånemuligheder har sendt antallet af opkøb og fusioner i bund. (Side 6-7)
DISCOUNTKÆDER RUSTER SIG TIL PRISKRIG
Trods en svag tilstand i de danske detailsalg, blæses der til krig om de danske dagligvareforbrugere i 2012. Rema 1000 melder sig under fanerne som udfordrer til Netto, og det kan sætte en priskrig i gang i branchen. (Side 10)
FORTROLIGE PAPIRER: TOTALT KAOS I ROSKILDE BANK
Roskilde Bank var et stort kaos, da banken krakkede tilbage i 2008. Det viser hidtil hemmeligholdte dokumenter, der indgår i den omfattende retssag, som statens skraldemandsselskab Finansiel Stabilitet har anlagt mod bankens forhenværende ledelse. (Side 12-13)
DANSK BIOTEK SKAL MÅLRETTES USA
Mens biotekselskaberne har svært ved at tjene godt i Danmark, er der masser af hente i USA. Det mener Jan Leschly, chef for en amerikansk venturefond, som dog samtidig mener, at selskaberne skal ændre tankegang for at få succes på det amerikanske marked. (Side 14-15)
OTSUKA: LUNDBECK ER FØRENDE I EUROPA
Det japanske selskab Otsuka Pharmaceuticals er gået sammen med Lundbeck i en salgs- og omkostningsdelingsaftale, og japanerne har store forhåbninger om, at alliancen kan skabe et gennembrud for selskabet på det europæiske marked. (Side 18)
MÆRSK-RIVALER INDGÅR ALLIANCE
Containerrederierne Mediterranean Shipping fra Schweiz og franske CMA CGM har indgået en samarbejdsaftale om blandt andet fælles benyttelse af skibe. De to containerrederier er henholdsvis næst- og tredjestørst i verden efter Maersk Line. (Side 20)
NEDTUR KOSTER 30.000 JOB I 2012
Det kommende år vil landets virksomheder skære 30.000 stillinger fra, og det vil sende privatbeskæftigelsen til det laveste niveau i syv år. Sådan lyder spådommen fra Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken. (Side 28-29)
BERLINGSKE BUSINESS:
BANKPAKKE KAN BLOKERE TILPASNING
En ny hjælpepakke fra staten til finanssektoren vil blot forsinke nødvendige tiltag og forandringer i bankerne, advarer professor Jesper Rangvid. De individuelle statsgarantier udløber i 2012 og 2013, og en længere periode med statshjælp end de fem år vil være problematisk for banksektoren. (Forside & side 6-7)
STRENGERE KRAV VENTER FOR BANKERNE
Analytiker i Handelsbanken, Jakob Brink, anbefaler, at en ny bankpakke følges op af krav til banksektoren, der kan løse de langsigtede problemer, således at hjælpen til bankerne ikke blot udsætter en løsning. (Side 7)
JYLLANDS-POSTEN E&Ø:
UFORUDSETE MILLIARDER FRA NORDSØEN
En ny vurdering af de danske oliereserver i Nordsøen estimerer, at Danmark har olie nok til at være selvforsynende helt indtil 2050, 30 år længere end Energistyrelsens prognose. Det vil give Danmark en trecifret milliardgevinst de kommende 40 år. (Forside & side 15-17)
DANSK RENTE KAN RYGE I MINUS
Danmark agerer i stigende grad sikker havn for udenlandske investorer, og det har sendt statsobligationsrenten til bunds og kronen til det stærkeste niveau over for euro i syv år. Det kan i sidste ende tvinge Nationalbanken til at sænke renten på indskudsbeviser til under 0. (Side 2)
EU ÅBNER FOR EN NATIONALISERING AF BANKERNE
EU-Kommissionens oplæg torsdag om statsstøtte til bankerne lægger op til statsligt ejerskab som den primære løsning for banksektoren. Det kan blive set i højere grad fremover med stigende kapitalkrav til bankerne. (Side 6)
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar