Harboes halvårsindtjening ramt af stigende råvarepriser
12-12-11 kl. 12/12 2011 12:59 | Harboes Bryggeri 113,00 (+1,35%)
Harboes Bryggeri formåede til trods for en usædvanlig kold og våd sommer at løfte omsætningen i første halvår af det forskudte regnskabsår 2011/12, men blandt andet som følge af højere råvareomkostninger gik selskabets indtjening tilbage.
Omsætningen for halvåret steg med 5,1 pct. til 746,2 mio. kr. fra 710,3 mio. kr. i samme periode af 2010/11, der var en rigtig god periode. Mens afsætningen af særligt vand og læskedrikke i juli og august i høj grad var påvirket af det ringe sommervejr, udviklede ølsalget sig derimod positivt.
Væksten i ølsalget var ifølge halvårsregnskabet drevet af stigende afsætning i Nordeuropa, og de fleste af koncernens øvrige markeder som følge af yderligere salg til eksisterende kunder. Samtidig er der etableret nye distributionsaftaler på en række eksportmarkeder og nye strategiske samarbejdsaftaler.
Resultatet før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) faldt til 83,8 mio. kr. fra 117,8 mio. kr., svarende til et fald i driftsmarginalen til 11,2 pct. fra 16,6 pct.
- Resultatudviklingen skyldes først og fremmest stigende råvarepriser på både malt, energi- og oliepriser, skriver Harboes Bryggeri i sit halvårsregnskab og fortsætter:
- På grund af den fortsat intensive konkurrence, særligt i Nordeuropa, der er koncernens største marked, har det ikke været muligt at kompensere for de stigende omkostninger gennem højere salgspriser, og det påvirker koncernens samlede EBITDA-margin negativt. Den øgede afsætning betyder desuden, at de stigende råvarepriser på særligt malt og sukker har slået hurtigere igennem på omkostningerne end ventet.
Omkostningerne påvirkes også af en yderligere opbygning af salgsorganisationen med særlig fokus på at styrke indsatsen på markederne uden for Nordeuropa samt udviklingsaktiviteterne inden for blandt andet maltekstrakt. Disse udvikler sig ifølge Harboes dog særdeles lovende, og begge indsatsområder "ventes i stigende grad at bidrage positivt til resultatudviklingen".
Harboes nedjusterer i halvårsregnskabet forventningerne til hele året, hvor der nu ventes et EBITDA-resultat på 150-160 mio. kr. mod før et EBITDA i niveauet 160-170 mio. kr.
- Det er positivt at se, at vores intensive fokus på høj kvalitet, udvikling af nye stærke produkter og fleksible emballageløsninger kan skabe vækst i et ellers ganske udfordrende marked. Vores internationale fokus og målrettede indsats for at udnytte et attraktivt markedspotentiale i vækstregioner uden for Nordeuropa bidrager i stadig stigende omfang til koncernens resultater, skriver Harboes, men må fortsætte:
- Den økonomiske udvikling, stigende råvarepriser og intensive konkurrence kombineret med en aktuel risiko for nye danske afgifter, er imidlertid udfordringer, som fortsat sætter vores indtjening under pres.
#
Mio kr Q2 11/12 Q2 10/11 FY 10/11
==============================================================
Nettoomsætning 358,3 317,3 1320,6
--------------------------------------------------------------
EBIT 15,7 20,8 74,2
--------------------------------------------------------------
Resultat før skat 13,8 19,8 68,3
Nettoresultat 10,6 16,5 60,7
--------------------------------------------------------------
Balancesum 1650,3 1658,5 1685,5
Egenkapital 779,9 738,0 753,4
==============================================================
Forventninger 11/12:
Mio kr Q2 11/12 Q1 11/12 FY 10/11
--------------------------------------------------------------
EBITDA 150-160 160-170 160-170
Resultat før skat 60-70 70-80 70-80
--------------------------------------------------------------
==============================================================
#
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar