Mandagens aktier: Bankaktier led under ny usikkerhed
12-12-11 kl. 12/12 2011 16:17 | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%) | Danske Bank 242,50 (-0,49%) | NKT Holding 274,80 (+0,40%) | Sydbank 252,00 (+1,12%) | ALK-Abello 999,00 (-0,05%)
Aktiemarkedet fik mandag en ny bølge af kedelige meldinger at slås med og tabte kampen klart. Allerede fra morgenstunden gik de europæiske aktiemarkeder på halen, efter kreditvurderingsinstituttet Moody's advarede om, at flere EU-lande er i fare for en nedgradering. Senere, da markedet ved middagstid nogenlunde havde fundet niveauet, fulgte så en nedjustering fra den amerikanske chipgigant Intel.
- Det er en kombination af, at ratingbureauerne rasler med sablen, lidt ny politisk usikkerhed og så stigende renter i Sydeuropa, konstaterer chef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen.
Han peger på, at det franske socialistpartis præsidentkandidat, Francois Hollande, også pustede til usikkerheden i markedet, da han lovede at kræve en genforhandling af aftalen fra EU-topmødet. Hollande fører stort i meningsmålingerne mod Sarkozy forud for valget til foråret.
Det danske C20-indeks lukkede 0,9 pct. lavere i 376,74, hvilket var billigt sluppet sammenlignet med Frankrig og Tyskland, hvor indeksene faldt 2-3 pct.
FLSmidth og NKT mængede sig i bunden af C20 med fald på henholdsvis 4,2 pct. og 3 pct. til 324,6 og 184,3. Også Sydbank og Danske Bank var i den tunge halvdel og lukkede henholdsvis 4,2 pct. og 2,7 pct. nede i kurserne 91,30 og 73,05. Det var langt fra noget særsyn i Europa. Samtlige 50 medlemmer af bankindekset i Eurostoxx 600-indekset lå lavere ved dansk børslukketid.
Imens måtte Vestas igen se markedet trække på skulderen over en stor ordre. Trods 96 gode MW fra Sverige sluttede Vestas-aktien 2,5 pct. lavere i det laveste niveau siden 2004 - kurs 65,65. Aktieanalytiker i Jyske Bank Janne Vincent Kjær fastholdt anbefalingen "stærkt køb" af Vestas, men tror ikke, at Ditlev Engel og Co. når de estimerede 870 MW nye ordrer i årets sidste to uger, så man kan leve op til egne forventninger om en ordreindgang på 7-8000 MW.
I toppen af C20 var GN Store Nord, men der var tale om en meget lille gevinst på 0,6 pct. til 46,7, og ifølge aktiechef i Danske Bank, Mads Zink, var der ikke nyt ude, der kunne forklare, at den gik imod markedet.
Også A.P. Møller - Mærsk var i den gode halvdel med et fald på 0,6 pct. til kurs 36.460. Nyhedsstrømmen var derimod ikke af det gode. Blandt andet var der forlydender om, at A.P. Møller - Mærsks oliedivision, Maersk Oil, kan risikere lavere produktion i Nordsøen. Samtidig vidnede en opgørelse fra Maersk Line-konkurrenten Neptune Orient Lines om ratefald på 14 pct. i perioden 22. oktober til 18. november fra samme periode sidste år.
Blandt sidepapirerne blev Zealand Pharma mandagens højdespringer i København med en stigning på 10,9 pct. til kurs 61. Berlingske bragte en artikel, der citerede investorer for, at selskabet er stærkt undervurderet.
ALK-Abello faldt 0,3 pct. til kurs 314. Svenske Handelsbanken indledte dækning af aktien med anbefalingen "Akkumulér" og kursmålet 359 kr. Analytiker Peter Sehested roste selskabets position i allergisektoren, om end der ifølge ham vil gå en del år, før væksten for alvor kommer i gang.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar