Genmab: Roche har stærke data med ny Arzerra-rival
13-12-11 kl. 13/12 2011 14:03 | Genmab 1.261 (-2,25%)
Markedet for antistoffer til behandling af lymfekræftformen NHL tegner stadigt mere udfordrende for Genmab og partneren GSK.
Den schweiziske medicinalkæmpe Roche har tirsdag offentliggjort positive data fra det første studie, der sammenligner Roches næste C20-antistof, GA101, og selskabets nuværende supersællert, Mabthera. Dermed har Genmab og GSK endnu en Roche-udfordrer, som deres CD20-antistof helst skal kunne stå sig i sammenligning med.
Hos Danske Bank venter man imidlertid på et reelt sammenligningsstudie af Arzerra og GA101, før man vil drage konklusioner.
- Det er klart, at GA101 er en konkurrent. Men vi skal selvfølgelig også se nogle sammenligninger mellem GA101 og Arzerra udover det, der har været præsenteret præklinisk, og det er svært at konkludere noget på nuværende tidspunkt, konstaterer bankens biotekanalytiker Thomas Bowers.
Han peger på, at GA101 principielt er en forbedret udgave af Mabthera, idet en af i alt tre dræbermekanismer (ADCC) er skærpet. For Arzerra gælder det, at antistoffet binder anderledes og bedre til kræftcellerne, hvilket forbedrer en af de andre dræberparametre (CDC) i forhold til Mabthera. Derfor må GA101 og Arzerra i direkte tvekamp, før det kan bestemmes, hvilket kræftmiddel, der er bedst.
Roches konklusioner fra det mellemste fase 2 studie af GA101 viser dog, at barren for Arzerra er hævet i NHL-indikationen.
GA101 opnåede en samlet responsrate i NHL-patienter på 45 pct. mod 33 pct. for Mabthera. Forskellen var endnu større i patienter med folikulært lymfom, der er en undergruppe af NHL. Her hed den samlede responsrate 45 pct. for GA101 og 27 pct. for Mabthera. Sikkerhedsprofilen af de to lægemidler er ifølge Roche sammenlignelig.
Genmab og GlaxoSmithKline er i færd med de afsluttende fase 3-studier med deres CD-20 antistof, Arzerra, til behandling af NHL-patienter. Arzerra markedsføres i forvejen til behandling af meget syge patienter med kronisk lymfatisk leukæmi, CLL.
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar